Billede beskrivelse

Bente har to butikker – én med plads i den private dagligstue

23. september 2023 kl. 10.01

Bente Knudsen er 67 år og kunne med god samvittighed godt begynde at overveje, hvordan en kommende stille pensionisttilværelse skal til at tage form. Men nej. Så kender man Bente dårligt. I stedet står hun i spidsen for to butikker – en hjemme i privaten i landsbyen Skivum, hvor butik og privatbolig smelter sammen på en helt særlig måde – og en på Himmerlandsgade 78 i Aars.

Begge butikker hedder Bentes Corner, og når der er åbent i den ene, er der lukket i den anden. For Bente er nemlig ene om at passe dem begge, og nå, ja – så er der faktisk også en tredje, nemlig en webshop, hvor kunderne kan bestille online.

Bentes Corner er et sandt slaraffenland af tøj, brudekjoler, festkjoler, smykker, sokker, tørklæder, sko, accessories, brugskunst, hudplejeprodukter og meget andet spændende. Det meste noget du ikke kan finde ret mange andre steder, og så har hun kun ét eller ganske få eksemplarer af de enkelte stykker tøj og kjoler, så du ved, at det er unikt, det du køber. Og så prøver hun at holde priserne så skarpe som overhovedet muligt, så alle kan være med.

Billede beskrivelse

Åbnede i Aars tidligere på året

Butikken hjemme i privaten på Vester Skivumvej 2 i Skivum har haft åbent i mange år, mens butikken på Himmerlandsgade 78 åbnede i april måned i år.

- I sommeren 2021 lavede jeg en pop-up-shop i Aars, som blev en succes. Derfor spurgte mange også om jeg ikke kom til Aars mere permanent, og det fik mig til at åbne butikken på Himmerlandsgade tidligere på året. Så fordeler jeg åbningsdagene mellem de to butikker, og nogle af de nye og mest efterspurgte varer flytter jeg mellem de to butikker, fortæller Bente Knudsen.

Billede beskrivelse

Smelter sammen med privaten

Mens butikken i Aars er en lille hyggelig strøgbutik, så er butikken hjemme i privaten i Skivum noget helt særligt. Det er nemlig også Bentes privatbolig, hvor de fleste af værelserne er taget i brug til butikslokale. Dermed er eksempelvis den private dagligstue også omgivet af flotte festkjoler. 

Noget, der faktisk gør det til lidt af en særlig oplevelse, at gå rundt i butikken. Huset er sammenlagt på 279 kvadratmeter, hvoraf mindst de 200 kvadratmeter er brugt til butik og varer. Det hele smelter sammen på en meget charmerende måde.

Billede beskrivelse

Udover at have de to butikker – og webshoppen – så tager Bente også jævnligt ud til messer, markeder og særlige begivenheder i byer. Senest havde hun blandt andet en stand til Muslingefestivalen i Løgstør.

- Jeg nyder at have butikkerne, som jeg dog ikke bliver millionær af. Men de giver trods alt et overskud, men vigtigst så giver de mig en stor glæde.

- Jeg sætter stor pris på snakken og hyggen med kunderne. Så selvom jeg efterhånden er blevet 67 år, så har jeg ingen planer om at stoppe. Jeg fortsætter lige så længe, at jeg synes, det er sjovt, fastslår Bente Knudsen.

Butikkerne kan findes på: Vester Skivumvej 2, Skivum og på Himmerlandsgade 78 i Aars.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste