Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nathan inviterer til stand-up aftener på lille scene i Himmerland

22. juli 2026 kl. 06.02

SKØRPING: Med kærlighed til byen og et bankende hjerte for stand-up comedy som afsæt forsøger amerikanske Nathan Curry nu at gøre stand-up til et fast tilbagevendende tilbud i Skørping.

Han laver selv stand-up, men efter eget udsagn på et relativt beskedent niveau.

Ambitionen er at lokke stærkere navne til stationsbyen for at optræde i Kupéen på KulturStationen.

- Man starter med måske fem minutter på scenen. Hvis man gør det godt, får man syv, senere måske ti minutter. Jeg har lige akkurat gjort mig fortjent til ti, så måske kan man kalde mig semiprof, smiler han.

Om arrangementet

Sted: Kupéen.

Tid: 7. august kl. 19.

Tilmelding: Facebook (Link: https://fb.me/e/6xEWLgzNG). Det er gratis, men man er velkommen til at give et frivilligt bidrag til de optrædende komikere.

I hans netværk befinder andre navne sig lidt længere oppe ad rangstigen. For eksempel Anders Fogh, der er på plakaten 7. august, hvor næste arrangement løber af stablen. Det samme er Line Mørk, Mark Ejstrud og Nathan Curry, der som vært binder det hele sammen.

- Jeg har holdt fem andre arrangementer fra slutningen af sidste år til nu med mindre navne, men det her er det hidtil største, siger Nathan Curry.

Interessen har været støt stigende siden starten.

- De første to aftener var mildt sagt ikke nogen succes. Men siden er der kommet flere og flere publikummer. Jeg tror, det handler om at få slået fast i folks bevidsthed, at der laves stand-up i Skørping. Normalt skal man jo til Aalborg, Aarhus eller Randers for at opleve det, så det tager tid. Men stand-up er jo stormet frem siden coronatiden, og jeg tror, der er basis for en scene netop i Skørping. Det er en by, hvor folk er åbne over for nye kulturelle oplevelser, siger Nathan Curry.

Det er ikke første gang, han engagerer sig i lokalsamfundet. Tidligere har han været med til at udvikle skateboardmiljøet i området.

Nathan Curry kom til Danmark for 16 år siden sammen med sin daværende - danske - kæreste. Han har arbejdet som elektroingeniør i vindmøllebranchen, men ved siden af har han altså dyrket sin lidenskab for stand-up.

- Det er en fantastisk følelse at få et rum fyldt med mennesker til at grine. Desværre er det sjældent, man bliver lønnet for sine optrædener. Tre gratis øl og kørepenge, når det går højt. Så ambitionen er, at det her hen ad vejen gerne skal give en ordentlig betaling til udøverne, men i starten stiller de op til reduceret betaling for at støtte det, siger Nathan Curry.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste