Pernille fandt sit drømmejob: Har haft sin hjertebiks i fem år
Pernille Hjortshøjs plan havde i flere år været at uddanne sig som socialrådgiver og derefter finde et job, som relaterede sig til faget.
Men i slutningen af sin uddannelse kunne hun mærke, at hun hellere vil være hjælpen frem for at være den, som finder hjælpen. Den følelse blev forstærket, da hun under sin bachelor blev gravid med sit første barn.
- Under min barsel kom jeg på et hold, hvor jeg lærte babytegn. Jeg kunne mærke, at det var noget, som jeg gerne selv ville arbejde videre med, fortæller Pernille Hjortshøj.
- Så jeg tog en uddannelse indenfor babytegn og begyndte at undervise i det, mens jeg havde min datter hjemme. Det udviklede sig til, at jeg gerne ville mere med forældre og børn, tilføjer hun.
Fortsatte udviklingen
I august kunne hun fejre femårs jubilæum med sin hjertebiks, Familieglæde.
Hendes undervisning samt oplæg om babytegn og babyrytmik foregår i private hold, institutioner eller pasningsordninger. Et tegn kan eksempelvis betyde mad eller skiftning af bleen, men man kan tilføje et tegn til alt, man gør.
- Jeg lærer de voksne at bruge tegn, så de kan kommunikere med deres børn, inden børnene mestrer det talte sprog. På den måde kan de tale med og ikke kun til deres barn, allerede fra at barnet er omkring et år.
Da hun i begyndelsen underviste i babytegn, oplevede hun, at der var meget snak om eksempelvis amning blandt mødrene.
Derfor uddannede hun sig som amme- og flaskevejleder og senere børnesundhedsvejleder, hvor hun hjælper med alle de udfordringer, der kan være, når man har et barn. Eksempelvis søvn, kost, sygdom, immunforsvar, allergi og så videre.
Fokus på den gode start
Pernille Hjortshøj fortæller, at det ikke handler om at tage noget fra pædagogerne eller forældrene – og heller ikke tvivle på deres egenskaber.
- Det handler om at give dem redskaber, som kan give dem bedre kontakt med børnene. Jeg havde selv et hårdt forløb første gang, jeg blev mor. Det at have en udefra, som bare lytter og samtidig har fagligheden i orden, kan være rigtig godt, siger hun og fortsætter:
- Jeg ved, hvor stor en betydning, det har, at man bliver set og hørt som familie, og at man bliver taget i hånden på de tidspunkter, hvor det kan være udfordrende. Jeg brænder for at give børnene en god start på livet, men også at give forældrene en god start på deres nye kapitel i livet.