Billede beskrivelse

Lige på og hårdt for ny Scandi Byg-chef

Tre dage efter at han var tiltrådt, lukkede Nordjylland ned

02. december 2020 kl. 14.54

Det har i sandhed ikke været nogen kedelig start, han har fået på sit nye job - den nye administrerende direktør hos Scandi Byg i Løgstør, Christian Halken.

Mandag 2. november mødte han for første gang ind på sin nye arbejdsplads, og kun tre dage senere kom udmeldingen om, at syv nordjyske kommuner, heriblandt, Vesthimmerlands Kommune, skulle lukke ned.

Med de udfordringer, det naturligt indebar for den nye administrerende direktør på Løgstør-virksomheden.

- Jeg kan helt uden at tøve sige, at min start hos Scandi Byg på ingen måde har været kedelig. Fra første uge var der nok at tage hånd om, da vi skulle sikre, at vores produktion fortsat kunne køre, efter at en stor del af medarbejderstaben ikke længere kunne møde på arbejde.

- Men heldigvis vi fik løst udfordringerne på en rigtig god måde, og trods omstændighederne har min opstart i virksomheden været god med en varm modtagelse fra alle de nye kolleger.

- Jeg kan allerede nu mærke, at der i virksomheden er en rigtig god kultur for at passe på hinanden, da alle gør meget ud af at overholde corona-restriktionerne, og det er selvfølgelig utrolig glædeligt, fremhæver Christian Halken.

Den nye direktør kommer fra en stilling som direktør med ansvar for operations hos KK Wind Solutions i Indien og har tidligere været ansat i forskellige ledende stillinger hos cementkoncernen FLSmidth i både ind- og udland.

Nu er han klar til at rette blikket mod træbyggeriet - og ikke mindst at gøre Scandi Bygs brand og produkt endnu stærkere sammen med de nye kolleger:

- Man kan efterhånden ikke længere åbne en avis uden at læse om bæredygtighed og ikke mindst bæredygtighed i byggeriet, som spiller en stor rolle i forhold til at reducere det samlede CO2-udslip.

- Det er en dagsorden, som jeg gerne vil være en del af, og her har vi blandt andet en opgave i at sætte fokus på træbyggeriet og dets mange miljøfordele, men også modulbyggeriet, som vi i endnu højere grad skal have gjort til det naturlige valg i dansk byggeri.

- Derfor vil en stor del af mit fokus den kommende tid – foruden at lære Scandi Byg og kollegerne bedre at kende – være på at gøre virksomhedens konkurrenceevne endnu bedre, end den allerede er i dag. Og her kan jeg bruge en stor del af min erfaring fra salg og kundeservice, som jeg har beskæftiget mig meget med i mine tidligere stillinger, vurderer Christian Halken.

Han er uddannet reserveofficer (1989) og kemiingeniør fra University College of London (1995) og har desuden lederuddannelser fra blandt andet Henley Business School og den internationale handelshøjskole Insead.

Privat er han netop flyttet fra Indien til Løgstør og har en kæreste samt to voksne døtre.

- Jeg glæder mig utrolig meget over nu at være tilbage i Danmark igen, efter at verden har været min arbejdsplads i næsten 25 år. Det bliver godt med en fast base og ikke mindst en ny rejse i en spændende virksomhed som Scandi Byg, slutter Christian Halken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste