Tine Holst er nyt ansigt i Hobro Idrætscenter. Foto: Jesper Bøss
Mennesker

Jernlady skal være med til at give sundheden i Hobro et pift

Tine Holst, tidligere ironman-vinder på Lanzarote, er vendt hjem til rødderne i Hobro og er blevet ansat i Hobro Idrætscenter

31. oktober 2021 kl. 09:00

Hobro Idrætscenter har ansat Tine Holst, der kommer med et helt særligt CV i bagagen. 41-årige Tine Holst er uddannet fysioterapeut, personlig træner, pilates instruktør m.v., og har i syv år været professionel triatlet.

Hun har gennemført 21 ironmans, hvor hun blandt andet vandt verdens hårdeste ironman på Lanzarote i 2016, ligesom hun fire gange har været til verdensmesterskaberne i ironman på Hawaii.

Tine krydser målstregen som den første, da hun vandt verdens hårdeste ironman på Lanzarote i 2016. Foto: Privat/Finisherpix

Hun var i flere år en del af det danske landshold i triatlon og har kørt flere danske mesterskaber i både triatlon og cykelløb.

Hun stoppede sin elitesportskarriere med udgangen af 2018 for at blive mor og for at have mere tid til at motivere og coache andre til en sund og aktiv livsstil.

Tine Holst nyder dog fortsat selv at være aktiv med både løb, cykling og en tur i kajak.

De seneste 12 år har Tine boet i udlandet, hvor hun udover at passe sin elitesportskarriere også har drevet egen coaching- og foredragsvirksomhed. Nu er hun – sammen med sin knap to-årige søn Linus - vendt hjem til rødderne og familien i Hobro, hvilket Johnny Wulff Andersen, centerleder hos Hobro Idrætscenter var hurtig til at spotte og se potentialet i.

- Vi arbejder hele tiden på at udvikle os og gøre os endnu stærkere indenfor træning og sundhed, herunder motivere flest mulige til at røre sig. Det handler om at optimere rammerne, men bestemt også styrke personalet. Her er vi kommet rigtigt langt de seneste år, og med ansættelsen af Tine tager vi endnu et stort skridt fremad, siger Johnny Wulff Andersen.

- Vi er fortsat i gang med at definere Tines roller helt nøjagtigt, men vi har rigtig mange spændende idéer på tegnebrættet.

- Ud over, at hun skal være med til at udvikle og sætte gang i nye tiltag, skal hun også give fysioterapeutisk træningsvejledning og personlig træning i vores træningscenter, samt udvide vores holdtræningstilbud.

- Vi vil også indbyde områdets virksomheder til et endnu tættere samarbejde, hvor Tine skal være tovholder. Hun vil gerne besøge lokale virksomheder og her motivere til mere motion og sundhed på arbejdspladsen, samt invitere dem til at bruge Hobro Idrætscenter endnu mere.

- Jeg kan også se, at vi kan samarbejde med andre aktører i byen. Grundlæggende handler det om at sætte endnu mere fokus på sundhed, og derfra er alle muligheder i princippet åbne. Vi er meget bevidste om vores rolle i lokalsamfundet, lyder det fra Johnny Wulff Andersen.

Tine på cyklen til verdensmesterskaberne på Hawaii. Privatfoto

En masse erfaring

Tine Holst, der formelt startede 1. oktober, ser meget frem til sin nye rolle i Hobro Idrætscenter, der også snart tager fat på en større ombygning og udvidelse, så de fysiske rammer bliver optimeret.

- Jeg har fulgt den positive udvikling i Hobro Idrætscenter de seneste år, og er rigtig stolt af og glad for, at jeg nu er kommet med ombord, og kan være med til bidrage til nye og spændende tiltag i centret, siger Tine Holst, og fortsætter:

- Jeg kommer med en masse erfaring både som fysioterapeut, pilates-instruktør, personlig træner, foredragsholder og som tidligere elitesportsudøver. Sidstnævnte har blandt andet givet mig mange redskaber fysisk og mentalt.

- Jeg gik fra ingenting indenfor udholdenhedssport til at blive en succesfuld triatlet på kort tid – takket være min viljestyrke, målsætning og ved at flytte mig gradvist med fokus på min motivation. Den ballast og erfaring kan jeg bruge overfor andre, der skal motiveres og vil opleve både glæde og fællesskab ved at røre sig.

- Samtidig glæder jeg mig til at blive en del af et godt team i et sprudlende og aktivt idrætscenter. Mit fokus som fysioterapeut har altid været mest på den aktive del, fremfor den manuelle del ved en briks. Her kan jeg med mit drive og viden være en del af folks træning og blandt andet sætte dem i gang med at lave de rigtige øvelser med det samme, og følge op på, at de bliver udført korrekt. Alt sammen til glæde for den enkeltes sundhed.

- Endelig ser jeg også frem til samarbejdet med områdets virksomheder, slutter Tine Holst.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu