Nyt liv i kroen i Simested - åbningsfest på vej
Storhedstiden ligger på den gamle side af årtusindskiftet. Men rigtigt mange husker den så godt, at de står på spring til at lave fest, selv om der kan gå måneder før den åbner igen.
Det er Simested Kro ved Aalestrup vi taler om, og var man himmerlænding i 80'erne og 90'erne med hang til fest og musik, har man næsten sikkert købt en fadøl eller fem her på et tidspunkt.
Er man til traditionel dansk mad med sovs og kartofler, har man meget muligt været på besøg i de første årtier efter år 2000. Forespørgsler på stegt flæsk optræder igen og igen blandt kommentarerne.
Det er snart tre år siden at kroen lukkede, men efter at den nye ejer har lagt et par beskeder på nettet, har det glødet på kroens Facebook-profil.
Mere end 450 har vendt tomlen op til annonceringen af en åbningsfest, selv om der ikke er sat dato på. Og over 400 delte teksten. Da der for nylig blev annonceret efter personale, kom der fart i kommentarerne igen. På under en dag blev opslaget delt over 160 gange og fik over 60 likes.
Bag opslaget står den nye ejer, Michael Krogstrup. Ham er det dog ikke lykkedes Nordjyske at få forbindelse til. Det bliver dog ikke ham, man vil møde til daglig på kroen, erfarer Nordjyske fra anden side.
Med til at sætte gnist i reaktionerne var meddelelsen om, at Diskotek Venus ville være del af åbningsfesten. For 40 år siden blev diskoteket i skikkelse af Peter Christensen fra Aars en fast del af kroens musik gennem nogle år, og siden fik det en flot karriere på dansegulve over hele landet, hvor det såmænd stadig findes.
Simested Kro ved Aalestrup lukkede dørene i maj 2020 ovenpå den første coronavinter, der var hård ved indtægterne og de daværende ejere, Lis og John Hansen. Efter 22 år, hvor stedet mere var kro end musiksted, erklærede de sig konkurs.
Mange lokale bakkede den op i nødens stund ved at købe takeaway-mad. Men corona-kravene førte uafvendeligt til aflysning af en lang række fejringer og familiefester. Det kunne økonomien ikke holde til. Især ikke efter måneder i 2016 og 2017, hvor vejen udenfor var spærret af gravearbejde.
Tre måneder efter blev den købt på tvangsauktion af den sjællandske vognmand og iværksætter Jens Otto Arp. Længe så det ud til at han ville drive den videre, men det praktiske havde svært ved at gå op, og så solgte han kroen videre.
Denne gang er kroen endt hos en himmerlandsk familie, der kender krodrift til fingerspidserne. Køberen Michael Krogstrup har blandt andet overtaget Vegger Kro fra sin far, Frank Krogstrup, som også har årtiers erfaring bag disk og skrivebord.


