Billede beskrivelse

Vivian elsker at snakke drømme med kunderne

14. januar 2018 kl. 06.00

- Jeg elsker at snakke med mennesker og rådgive dem om økonomi, siger Vivian Buur Tofthøj, der efter årsskiftet har taget fat som kunderådgiver hos Andelskassen Hobro.

Hun kommer fra en stilling som privatkunderådgiver i Jyske Bank, Hobro.

Her var Vivian i fem år, men hendes erfaring fra bankverdenen rækker yderligere 10 år tilbage. Hun blev udlært i Spar Nord i Adelgade i Hobro i 2003.

- Jeg var egentlig glad for mit job i Jyske Bank, men en tidligere kollega, der var skiftet til Andelskassen, prikkede til mig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at prøve noget nyt.

Og her er jeg så, lyder det fra Vivian Buur Tofthøj.

- Det er altid sjovest at hjælpe kunder med lån til at købe nyt hus eller ny bil.

- Men der er også kunder, som jeg desværre må sige nej til, fordi deres økonomi ikke for tiden rækker så højt som deres drømme, siger den 38-årige kunderådgiver, der så at sige skifter fra en lille filial i en stor bank til en stor filial i en lille bank.

I mit nye job i Andelskassen har jeg 11 kolleger mod fire hos Jyske Bank.

- Med to mindre børn giver det mig større mulighed for fleksibilitet i hverdagen, påpeger Vivian Buur Tofthøj.

Den erfarne rådgiver er også veluddannet. Efter studentereksamen tog hun en handelsskoleeksamen, der banede vej til en elevplads i en bank.

Sideløbende med arbejdet som kunderådgiver erhvervede hun en hd i finansiel rådgivning ved Aalborg Universitet.

I sin fritid går Vivian Buur Tofthøj til spinning, men hjem, børn, børnehave og skole sluger langt det meste af hendes tid udenfor Andelskassen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste