Billede beskrivelse

Vinterbaderne er klar til en ny sæson

24. september 2023 kl. 09.00

Vinterbaderne i Nautilus-Hvalpsund, som holder til ved lystbådehavnen, glæder sig til efteråret og vinteren, for så er det tid til at nyde det dejlige, kolde vand. Det fortæller vinterbaderne til avisen. 

For nye interesserede holder klubben åbent hus søndag den 1. oktober kl. 9.00 til 11.00. 

- Vi synes, flere skal have mulighed for at prøve, hvor fantastisk det dejlige, kolde gys er. At gå i sauna er en stor del af vinterbadning, derfor tænder vi også saunaen, byder på en forfriskning og tilbyder et dejligt, koldt dyp, lyder det fra klubben. 

Vil man prøve, bedes man huske håndklæde og badetøj.

Billede beskrivelse

Meget tyder på, at vinterbadning har en positiv virkning på krop og sind. Man er kun i vandet et øjeblik. 

- Vores erfaring er, at når man først har prøvet det, bliver man nærmest afhængig af det. Det giver fantastisk velvære i kroppen,  siger Janni Sørensen. 

- Den bedste virkning opnås ved at gå i vandet, derefter i saunaen og gentage dette 3-4 gange, fortsætter Janni Sørensen, der selv bader flere gange om ugen.

- Nogle af de fordele, vi oplever ved at vinterbade, er, at kropstemperaturen stiger, og man fryser mindre. Immunforsvaret bliver aktiveret, og det giver færre sygedage. Og ikke mindst udløses en cocktail af endorfiner og adrenalin, hvilket giver et bedre humør. Det gode humør høres og opleves i saunaen, hvor der snakkes og grines meget. Det er umuligt at gå sur hjem fra saunaen, siger Lise Møller, der også er aktiv vinterbader.

Billede beskrivelse

Saunaen er tændt alle ugens dage fra kl. 7.00 til 19.00.

Det giver mulighed for de morgenfriske, der ønsker at starte dagen med det kolde gys, men det giver også mulighed for at smutte forbi på vejen hjem fra arbejde eller en rolig aftentur. 

Desuden nydes den nye flydebro, som er fragtet til havnen, så der hoppes i vandet fra flere sider.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste