Vindblæs kirketårn skal renoveres
Derfor aflyses foreløbig to gudstjenester - søndag 19. august og søndag 9. september 2018
Som enhver kan se trænger, Vindblæs Kirkes tårn i høj grad til en "kærlig omgang". Der har længe været arbejdet med et projekt for at få tårnet til at tage sig smukt ud igen - og nu er tiden kommet til at sætte det i værk.
I første omgang skal tårnet sandblæses, så alt det gamle kalk og puds renses af. Derefter skal tårnet pudses på ny, og til sidst kalkes, så den fine hvide facade igen kan pynte i landskabet.
Navnlig sandblæsningen kan blive en støvet og beskidt affære. Så længe den foregår, er det nødvendigt at holde kirken lukket. Alt inventar skal dækkes af - og orglet skal pakkes grundigt ind. Inden det kan bruges igen, må en orgelbygger rense og stemme orglet, så der ikke sker skade på det og så det igen kan lyde godt.
Det er på den baggrund de to planlagte gudstjenester i Vindblæs Kirke må aflyses, ligesom renoveringen kan få betydning for eventuelle ønsker om bisættelser eller andre kirkelige handlinger i perioden.
Falslev-Vindblæs Menighedsråd beklager det besvær, som dette nødvendige arbejde må medføre - og håber planen holder, så kirken igen kan være klar i god tid inden afholdelse af høstgudstjenesten 30. september.