Livet her

Se billederne: Skørping hyggede sig i afslappet musik-lounge

02. juli 2022 kl. 11:36

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da frivillige i Skørping igen kunne invitere på en dag med midsommer lounge og lækre koncerter.

Lørdag den 25. juni løb Skørping Midsommer Lounge af stablen for anden gang med masser af afslappede gæster i parken ved byens gamle hospital, hvor der var seks musiknavne linet op.

Initiativtager Anders Hoffgaard vurderer, at der var cirka 700 gæster var igennem Loungen i løbet af de 10 timer, som arrangementet varede.

- Vores nye koncept med to scener i hver sin ende af parken, hvor et band og en DJ skiftede, fungerede perfekt. Konceptet har stort potentiale, og der er plads til endnu flere i parken, siger Anders Hoffgaard.

I år blev der solgt mad og drikke fra Bagtanker, der fik udsolgt at deres populære burgere, der var specialdesignet til dagen. Og Louise fra St. Brøndum Ostebutik havde sved på panden med lang kø til deres fish’n’chips, og endelig var der den populære øl-, vin- og vandvogn, betjent af Rold Skov Orienteringsklub.

Alle boderne var en forfriskende kontrast til Midsommer Lounge 2021, hvor parken pga. corona var inddelt i zoner og uden boder til mad og drikke. Hele overskuddet – næsten 20.000 kr. - fra salget i boderne går ubeskåret til Aktiv Center Rold Skov (tidligere kendt som Skørping Idrætscenter 2.0).

Musikprogrammet bød på fem bands og en DJ. Først lettede bandet Tundra – der holder til i Himmerlandsbyen i Aarestrup – med lækkert, sanselig musik med hints af country, indisk og gælisk feel-good musik. Derefter gik Thomas Blum, den lokale helt, på scenen. Han har tidligere bl.a. spillet til Kim Larsens mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen i København. Her stod den på endnu mere guitar og nærvær.

Solen bragede ned og de fleste gæster fandt deres plads i skyggen under de store træer. Desværre måtte det sagnomspundne band, D’troit, der har hjemsted i Aars aflyse pga. corona i bandet. Som stand-in havde musikchef Karolina Heidarsdottir Kanstrup fået fat på The King of Rock N Roll, Elvis.

Til at tage skovfesten til maksimum fra Elvis gik ’Jyder Der Flyder’ på lounge-scenen med svedig hiphop, der fik alle med, før Get Back lukkede af med dansemusik, som vi kender det bedst. Imellem alle acts vendte DJ Mikael K sine plader med en særlig støvet rock n roll-lyd fra gamle dage, som passede skønt med den afslappede stemning iblandt tæpperne på plænen i Skørpings ikoniske hospitalspark.

Alt i alt var det en meget hyggelig dag i hinandens selskab, og fællesskabet i Skørping viste sig fra den bedste side. Ikke mindst da der skulle ryddes op efter festen. På under 45 minutter lignede hele parken sig selv igen...

- Og så er det jo en smal sag at være arrangør, slutter Anders Hoffgaard, der glæder sig til at gentage hyggelighederne i 2023.

Nyeste