Billede beskrivelse

Sammenlagt firma er kommet godt fra start

To firmaer blev til ét - og det gav god synergi

25. marts 2021 kl. 08.47

LØGSTØR: HMC Byg & Anlæg A/S i Løgstør, som blev stiftet i 2020 ved en sammenlægning af aktiviteterne i Henriksen og Madsen A/S og HMN Entreprenøren A/S, kan se tilbage på et begivenhedsrigt første år.

På trods af, at Covid-19 har fyldt utroligt meget, har der været stor aktivitet i alle afdelinger.

Beslutningen om sammenlægningen af Henriksen & Madsen A/S og HMN Entreprenøren A/S blev taget i sensommeren 2019, og de tre ejere Poul Erik Henriksen, Lars Madsen og Henrik Christensen er tilfredse med denne beslutning.

- Det første driftsår har vist, at det var en rigtig beslutning, siger Lars Madsen.

- Vi har opnået en langt bedre udnyttelse af ressourcerne end, hvis vi var fortsat i to selvstændige selskaber.

Ejerne er enige om, at første driftsår er godkendt, selvom der stadig kan optimeres yderligere.

- Der har været holdt mange møder og der har været mange beslutninger, der skulle tages når to firmaer skal smelte sammen til ét, siger Poul Erik Henriksen.

Henrik Christensen tilføjer, at HMC Byg & Anlæg A/S er kommet rigtig fint i gang.

- Vi er overordnet set tilfredse med det første driftsår, hvor der som sagt er brugt mange ledelsesmæssige ressourcer på at få de to firmaer lagt sammen og få skabt en fælles ”holdånd” mellem medarbejderne. Dette har været ekstra udfordrende i en tid, hvor vi pga. Covid-19 ikke har kunne samle vores medarbejdere i den grad som vi gerne ville.

- Vi føler dog, at alle medarbejderne er glade for ”det nye firma”.

- Vores kunder og samarbejdspartnere har taget godt imod HMC Byg & Anlæg A/S. Vi oplever et stigende behov for at kunne udføre større total- og hovedentrepriser. Dette har medført, at vi i ledelsen besluttede at styrke forretningen på det område.

- Vi er glade og stolte over, at kunne offentliggøre ansættelse af Martin Ravn. Martin er ansat som afdelingschef i vores byggeafdeling i Jylland, og får blandt andet ansvaret for at udbygge organisationen indenfor større total- og hovedentrepriser.

- Martin kommer fra en stilling hos Raundahl og Moesby, hvor han har arbejdet med større entrepriser.

- Med ansættelsen af Martin Ravn forventer vi som sagt, at styrke forretningsområdet indenfor total- og hovedentrepriser, ligesom vi håber og tror, at vi med Martin vil kunne videreudvikle den igangsatte proces med optimering af forretningsgange. Vi føler os godt rustet til den fortsatte udvikling af HMC Byg & Anlæg A/S, siger de tre ejere samstemmende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste