Særlig bygning til salg: Kun 665 kr. pr. kvadratmeter
Da Mariagerfjord Kommune i 2011 besluttede at lukke Rostrup Skole valgte ægteparret Ruth og Christian Janner at købe skolen for sammen med en række engagerede ildsjæle at oprette en privatskole i byen.
Ruth og Christian havde ikke selv skolesøgende børn, men ville gerne gøre noget godt for lokalsamfundet, ligesom de naturligvis håbede på en sund økonomisk drift. Sådan gik det desværre ikke, og privatskolen lukkede allerede efter et par år.
Siden har lokalerne håbet på nyt liv, som de også har haft en periode de seneste par år, hvor Mariagerfjord Kommune har haft lejet bygningerne til at huse ukrainske flygtninge. Den aftale sluttede i starten af marts i år, og nu står lokalerne igen tomme og er sat til salg. Skolen rummer hele 2.783 kvadratmeter og grunden er på 1 ha (10.000 kvadratmeter).
Masser af idéer
- Inden skolen i sin tid lukkede blev der investeret i mange forbedringer, renoveringer og nye tiltag, så jeg er altid stolt af at fremvise skolen, som simpelthen bare fortjener nyt liv. Det bliver dog ikke Ruth og jeg, der skal gribe den. Vores alder kan vi ikke løbe fra, og der skal nye friske kræfter til, fortæller Christian Janner, der dog gerne kommer med et par bud til anvendelsen af bygningerne.
- Når jeg går rundt på skolen, så ser jeg så mange forskellige muligheder. Det kunne selvfølgelig være en virksomhed, der har brug for god plads både inde og ude, men det kunne også være et bosted, bofællesskab, virksomhedsfællesskab, udstykning til lejligheder, fodboldakademi, asylcenter, lejrskole eller hostel.
- Eller hvad med et helt unikt eventsted til teambuilding og polterabends. Man kunne bygge en paintballbane udenfor, lave escaperooms med forskellige temaer i de enkelte klasseværelser, og gymnastiksalen kunne bruges til sportskonkurrencer og i skolekøkkenet kunne man lave madlavningsevents. Sådan kunne jeg blive ved, lyder det fra Christian Janner.

Endnu flere muligheder
Siden skolen blev sat til salg, har der løbende været flere interesserede – flere af dem også med afsæt i nogle af de nævnte idéer. Men de sidste detaljer har manglet, hvilket enten har skyldes finansiering eller begrænsninger i den nuværende lokalplan. Men her skulle der ifølge Christian være godt nyt.
- Vi har et supergodt samarbejde med Mariagerfjord Kommune, der nu udmønter sig i en ny lokalplan, som vil være bredere og mere fleksibel set i forhold til den nuværende. Dermed skulle de sidste begrænsninger være væk, lyder det fra Christian Janner.

Prisen for de 2.783 kvadratmeter med tilhørende 10.000 kvadratmeter grund er 1.850.000 kroner. Det giver en kvadratmeterpris på 665 kroner.
- Dem vi har haft dialog med, har aldrig været afskrækket af prisen. Alle synes faktisk, at det er meget billigt, fastslår Christian Janner, der også lover potentielle købere, at de kommer til et helt særligt lokalsamfund.
- I forbindelse med husningen af de ukrainske flygtninge, har vi oplevet et ubeskriveligt engagement, medfølelse og arbejdsiver fra borgerne i Rostrup. Dette resulterede også i integrationsprisen fra kommunens side. Det er simpelthen så flot gået, og vidner om noget af det unikke ved Rostrup, og årsagen til, at vi i sin tid købte skolen.
- Så jeg håber virkelig, at nogle kan se potentialet. Havde jeg været tyve år yngre, så havde jeg selv gået i gang med en eller flere af mine idéer, slutter Christian Janner.