Positiv start for ny restaurant i Skørping
Tilbage i midten af april slog Sam Rezaie og Ramin Cartli dørene op til Restaurant & Café Viande på Jyllandsgade 3 i Skørping. Det er nu små fire måneder siden, og meldingerne fra de nye ejerne er rigtig positive.
- Det er selvfølgelig altid med en vis spænding, at man åbner en restaurant i en mindre by som Skørping, men det er gået over al forventning. Vi har haft rigtigt travlt, fortæller Sam Rezaie.
- Opbakningen fra byen og oplandet har været helt fantastisk, og vi har allerede fået rigtig mange stamkunder. Det gælder både som gæster i restauranten og dem, der benytter sig af vores take-away. Nogle kunder har allerede været her 4-5 gange, hvilket jo er helt pænt på små fire måneder, lyder det med et smil fra Ramin Cartli.
Et kig på Facebook vidner om, at kunderne også er glade for den nye restaurant. Her er der i hvert fald massevis af ros og positive tilkendegivelser til både mad, betjening og atmosfære i restauranten.