Billede beskrivelse

Orienteringsklub opruster med nye kræfter

20. september 2023 kl. 06.01

Rold Skov Orienteringsklub ruster sig til ny vækst med flere nye kræfter i bestyrelsen og et katalog over medlemmernes kompetencer og lyst til at hjælpe til.

I mange foreninger er det vanskeligt at få folk til at træde ind i bestyrelsen og dermed lave en kontinuerlig indsats for klubben. Det har også været situationen i Rold Skov Orienteringsklub, hvor der gennem en længere periode kun har siddet tre personer i bestyrelsen og dermed to ubesatte pladser.

- Det har været vanskeligt, og selvom vi har spurgt mange, så har svaret hver gang været, at man gerne vil påtage sig en mindre opgave, men at en fast post i klubbens bestyrelse er udelukket, fortæller Michael Niss, der har været formand for klubben gennem de seneste år.

Ny bestyrelse på plads

Denne situation blev der ændret totalt på, da klubben i sidste uge gennemførte en ekstraordinær generalforsamling, hvorefter klubben nu har en bestyrelse på seks personer. Ny formand er Helge Søgaard sammen med Helmut Hilden, Michael Niss, Laura Bobach og yderligere to nyvalgte Orla Vitting og Walther Rahbek Mortensen.

- Baggrunden for denne flotte udvikling var, at vi nedsatte en arbejdsgruppe tilbage i januar, der dels skulle se på en ny struktur for de arbejdsopgaver, der ligger i bestyrelsen, og dels finde kandidater der var rede til at påtage sig opgaven, fortæller Helge Søgaard som nyvalgt formand for orienteringsklubben.

- Det betød, at vi kontaktede omkring 40 medlemmer af klubben med spørgsmålet om, hvad de som medlem af klubben havde lyst til at bidrage med. Derved undlod vi helt at tale om en potentiel bestyrelsespost og fik i stedet skabt et stærkt ressourcekatalog over, hvad folk havde lyst til at gøre i vores orienteringsklub, fortsætter næstformand Helmut Hilden, der også var medlem af arbejdsgruppen.

Denne fremgangsmåde satte tilsyneladende tanker i gang hos flere, for i efterfølgende samtaler om fremtiden for orienteringsklubben, voksede der gradvist flere emner frem, som udtrykte lyst og vilje til at træde ind i bestyrelsen.

Spændende at være en del af

- Vores ambition om at beskrive hvilke arbejdsopgaver som hvert enkelt bestyrelsesmedlem har ansvaret for, betød at det blev mere tydeligt og håndgribeligt, hvad man går ind i, når man siger ja til en bestyrelsespost. Og gradvist fik vi ændret dette, fra at være noget ingen ville, til noget som flere havde lyst til, fordi det lykkedes os at tydeliggøre, at der faktisk var tale om spændende og udviklende opgaver i klubben, lyder det fra Walther Rahbek Mortensen, der også var en del af arbejdsgruppen.

- Sidegevinsten var, udover at vi endte med at finde yderligere tre medlemmer til bestyrelsen, at vi nu også sidder med et slags katalog over folks kompetencer, og hvilke opgaver de gerne vikl arbejde med, når det gælder mindre opgaver i klubben eller i forbindelse med tilrettelæggelse af løb og arrangementer, og det er et stærkt ledelsesredskab, supplerer Walther Rahbek Mortensen.

Opgaven lykkedes

Næsten 60 medlemmer mødte frem til den ekstraordinære generalforsamling, der også bød på et par redaktionelle vedtægtsændringer, der kunne rumme dels en større bestyrelse og dels lidt fleksibilitet i forhold til valgturnus.

Den nye bestyrelse har allerede afholdt sit første møde, hvor der var gang i en række initiativer, som skal bære Rold Skov Orienteringsklub ind i fremtiden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste