Livet her

Nu har kendt feriecenter indviet nyt spaområde: Få et kig indenfor her

29. juli 2022 kl. 09:05

Urtesauna, dampbad og fodbadslounge.

Det er nogle af de ting, man kan prøve på egen krop i HimmerLands nye spaområde.

Resortet, som Lars Larsen omtalte som sit "himmerrige", indviede i juni det nye spaområde, som byder på en bred vifte af wellness-oplevelser.

HimmerLand er placeret i byen Gatten. Foto: Kim Dahl Hansen

CEO for HimmerLand, Mette Ravn, fortæller, at der i spaområdet er fokus på netop oplevelser.

- Der er omkring 15 oplevelser derinde, noget kan man prøve som en del af entrébilletten, og ellers kan man tilkøbe oplevelser og behandlinger derinde. Der er spaoplevelser for kærestepar, der er også nogle enkelte tider til familier, siger hun.

En vigtig komponent i det nye spaområde er stemningen.

- Det er ikke larm og ballade, det er et sted, hvor man har det rart, ikke fordi man skal være stille, men det er et sted, hvor vi har forsøgt at lave nogle kroge, inde og ude, hvor der er lækkert at være, fortæller Mette Ravn.

Blandt oplevelserne finder man såkaldt kryoterapi, hvor kroppen udsættes for kulde ned til -196 grader i få minutter og rasulbehandling, som er et afslappende baderitual med ler.

Mette Ravn har været CEO for HimmerLand siden 2021. Foto: Kim Dahl Hansen

Uddannede behandlere

Til at levere oplevelserne har HimmerLand ansat en række behandlere.

- Der er uddannede behandlere indenfor alle de forskellige ting og sager, man kan få lavet derinde. Der er massører, kosmetologer og så videre, lyder det fra Mette Ravn.

HimmerLand skal udvikles fra at være et golfresort til at være et helårsresort. Foto: Kim Dahl Hansen

Ifølge Mette Ravn har reaktionerne været gode fra de første spagæster.

- De synes, det er meget lækkert, og der er dejligt at være, og det er lidt noget andet i forhold til det, der ellers findes i Danmark, fortæller hun.

HimmerLand

HimmerLand blev skabt i 1979 under navnet Himmerland Golf & Country Club.

I 1987 købte JYSK-grundlæggeren Lars Larsen sammen med to andre alle aktiver, inden han i 2007 blev eneejer.

I 2020 skiftede resortet navn til HimmerLand.

Siden 2014 har resortet lagt græs til golfturneringen Made in Himmerland, som indgår i PGA European Tour.

Jakob Bruunsborg, som er søn af Lars Larsen, er i dag bestyrelsesformand for HimmerLand.

Kilde: https://himmerlandresort.dk/om-os/

Del af en transformation

Det nye spaområde er del af en udvikling af HimmerLand. Ambitionen er, at resortet skal forvandles fra at være et golfresort til at være et helårsresort for hele familien.

- Det, vi er i gang med at bygge nu, det er udbygning og understøttelsen af den transformation vi er i gang med, fra hvad vi var, til det vi skal blive, siger Mette Ravn.

Spaområdet er ikke den eneste trin i udviklingen. Til efteråret står en sportshal klar med padelbaner og en kunststofgræsbane, mens en større multihal efter planen ser dagens lys i sommeren 2023.

Spaområdet blev åbnet i juni. Foto: Kim Dahl Hansen

Nyeste