Nordjysk byggefirma: - Nu skal der bygges bedre og billigere
Arkitektvirksomhed og modulbygger lancerer prisvenligt, arkitektonisk boligkoncept med lavt klimaaftryk
Arkitektfirmaet C.F. Møller Architects og det nordjyske byggefirma Scandi Byg går nu sammen om prisbilligt boligbyggeri med et lavt klimaaftryk til både private investorer og almene boligselskaber. Det sker med et nyt fælles boligkoncept Value Living.
Det skal gøre det lettere for bygherrer at bygge boliger af høj kvalitet, som samtidig tager hensyn til klimaet og økonomien.
Coronakrisen, krigen i Ukraine og prisstigninger har de seneste år gjort det mere udfordrende for både private investorer og almene boligselskaber at bygge nye boligbyggerier, som tilgodeser både beboere, arkitekturen og klimaet.
Men den tendens vil C.F. Møller og Scandi Byg i Løgstør sammen gøre op med.
De to parter har derfor udviklet Value Living, som er prisbevidste boliger, der kombinerer attraktiv arkitektur, økonomisk tilgængelighed og et lavt CO2-aftryk.
Udfordret
- Det almene boligbyggeri har længe været udfordret af forskellige faktorer, og generelt er det blevet sværere at bygge inden for rammebeløbet. Med vores nye boligkoncept gør vi det muligt at bygge inden for rammebeløbet til almene boliger, som samtidig har et lavt klimaaftryk. Vi har i tæt samarbejde med C.F. Møller udviklet et modulsystem, som består af basismoduler, der kan kombineres på kryds og tværs og dermed skabe unikke, arkitekttegnede løsninger til konkurrencedygtige priser, siger Flemming Dalgaard, der er salgsdirektør i Scandi Byg.
- Boligerne er desuden udarbejdet, så de kan certificeres med Svanemærket.
God arkitektur skal være for alle
Value Living-boligerne er tiltænkt etagebyggerier på op til tre etager og rækkehuse i to plan.
Boligerne bygges som modulbyggeri i træ på Scandi Bygs fabrik i Løgstør.
- God og holdbar arkitektur er ikke kun for dem, der har mange ressourcer. Det skal være for alle. Det er blandt andet noget af det, som vi gerne vil vise med vores nye boligkoncept - at man kan få spændende og flot arkitektur til en fair pris for både investorer, beboere og ikke mindst klimaet, siger afdelingschef hos C.F. Møller i Aalborg, Søren Tortzen.
- Derfor har vi bygget konceptet op med fokus på menneskers trivsel og miljø samt arbejdet med, hvordan vi kunne lave et basismodul, som kan tilpasses den enkelte grund og bygherres ønsker og behov, men samtidig holde prisen nede, så alle kan være med, forklarer afdelingschefen.
Lever op til forventede CO2-grænseværdi i 2029
Selvom Value Living-boligerne skal være økonomisk tilgængelige for de fleste, er der ikke sparet på de klimamæssige ambitioner. Ifølge Flemming Dalgaard får boligerne nemlig et meget lavt CO2-aftryk, der er under den forventede grænseværdi i bygningsreglementet i 2029:
- I Scandi Byg har vi udarbejdet en regnemodel,, hvor vi hurtigt kan beregne livscyklusvurderinger af vores byggerier og faktisk er i stand til at levere meget detaljerede beregninger allerede i de tidlige faser, siger Flemming Dalgaard.
Han suppleres af Søren Tortzen:
- Ved at slå os sammen, udnytter vi styrkerne fra arkitektens visionære blik og producentens erfaring med at bygge effektivt og økonomisk, så vi kan skabe et koncept med tilgængelige og holdbare boliger, hvor vi arbejder ud fra et større fokus på fremtidens klima.