Støvring Fitness Club åbnede i 1996. Nu er det slut.
Livet her

Motionscenter i Støvring lukker efter 27 år

Klaus Hjort Davidsen var med til at stifte Støvring Fitness Club, og som kasserer er han med til at lukke og slukke

30. marts 2023 kl. 12:01

Fredag er det slut med at svede på træningsmaskinerne i Støvring Fitness Club på Solvang. Det foreningsdrevne center drejer nøglen om.

Det blev besluttet på ekstraordinær generalforsamling tidligere på året.

- Vi er for få medlemmer og har ikke midler til at drive foreningen videre, siger Klaus Hjort Davidsen.

Han var blot 22 år, da han som en af initiativtagerne åbnede træningslokalerne i Støvring. Siden er der kommet mange flere centre til.

- Det er vanvittigt. Støvring har seks motionscentre, og der er næppe nogen by i Danmark, hvor der er så mange i forhold til befolkningstallet, siger Klaus Hjort Davidsen.

- Selvfølgelig synes jeg, det er træls, at vi må lukke. På den anden side har alting jo sin tid, siger han.

Foreningen har også kæmpet for at finde medlemmer, som vil tage en tørn i bestyrelsen. 

- Da vi startede, var vi en stor flok unge, som lagde en masse arbejde i klubben. I dag er der ikke nogen, der gider det frivillige arbejde, konstaterer Klaus Hjort Davidsen.

Støvring Fitness Club har intet lønnet personale. Til gengæld har man i samtlige 27 år holdt kontingentet på samme pris: 150 kroner om måneden.

Medlemmer har med en nøglechip kunnet låse sig ind og træne fra fem om morgenen til midnat.

Støvring Fitness Club lukker med 40 medlemmer. I henhold til vedtægterne skal foreningens aktiver i form af blandt andet træningsgrej gives videre til en anden forening.

- Vi har endnu ikke fundet ud af, hvem der skal have det, siger Klaus Hjort Davidsen.

Annonceret indhold

Nyeste