Morten Palner håber, at flere danskere får øjnene op for sporten.
Livet her

Morten stabler kopper på tid: Har store planer for sporten

15. september 2023 kl. 06:01

SKØRPING: Morten Palner er en af Danmarks bedste til sport stacking, hvor det handler om at stable kopper i pyramideformede sekvenser på tid.

Han har vundet adskillige trofæer og medaljer i forskellige mesterskaber – men da han først stiftede bekendtskab med sporten, var det igennem sine børn.

For cirka 10 år siden fik hans to sønner nemlig interesse for sport stacking, men efter flere turneringer tænkte han, at det ville være sjovere at tage del i konkurrencerne frem for at være med som publikum.

I dag deler han dog stadig sporten med sin 10-årige datter, og i august vandt de sølv i forældre/barn double til EM i Cambridge.

Eneret til det danske marked

Udover sin mangeårige interesse vil Morten Palner fremover også arbejde for, at sporten bliver mere udbredt i Danmark.

Morten Palner og hans datter deltager også i DM i til november.

I april var Morten Palner til VM i Singapore, hvor han blev verdensmester i stafetdisciplinen. Her mødte og snakkede han også med den amerikanske CEO for World Sports Stacking Association (WSSA)

Mødet endte ud i, at han nogle måneder senere blev landerepræsentanten i Danmark. Det betyder, at han har eneret til at sælge udstyr fra WSSA’s varemærke, Speed Stacks.

Samtidig tager han ud og underviser i det på skoler og institutioner, hvilket han dog også gjorde, inden sin tid som landerepræsentant.

Meget af byde på

Sport stacking blev en ting i 80’erne i USA, hvor sporten nu er rigtig stor.

- Sport stacking har meget at byde på, fordi det er super inkluderende. Det er lige meget, om man er god til andre sportsgrene, og hvilken form man er i. Man er ligestillet, fordi alle kan lære det, og det kan jeg rigtig godt lide.

Han er pædagog og har blandt andet været leder af et fritidshjem. I dag er han leder af en juniorklub og har igennem årene introduceret sporten for en masse børn.

Han fortæller blandt andet, at børn, som eksempelvis har autisme, oplever sport stacking som en vej ind i et fællesskab og socialt liv.

- Det har været en stor motivation for mig at se, hvor glade børnene bliver, og hvor sjovt de har det.

Mulighed for lokal klub

Morten Palner har flere gange fået spørgsmålet, om han på et tidspunkt åbner en klub i Støvring tæt på varelageret i Business Park Nord.

Morten Palner har sit lager i Støvring.

- Men det kræver bestyrelse, regnskab og så videre. I starten tænker jeg at lave nogle gratis, åbne træninger, hvor man kan komme og prøve det af. Bliver det en realitet, kan det ses på vores hjemmeside, Speed Stacks Danmark.

- Men på sigt, hvis det viser sig, der er en større interesse for det, og der er forældre, som har lyst til at bakke op om det, kan det sagtens være, tilføjer han.

For alle aldre

Målgruppen er primært børn i alderen fra syv til 14 år, men det er bestemt også for voksne mennesker, fortæller Morten Palner.

- Jeg blev 50 sidste år og er med i Skovløberne Rold. Jeg kan godt mærke, det bliver sværere at blive ved med at løbe hurtigere, jo ældre jeg bliver, siger han og tilføjer:

- Men med sport stacking kan jeg faktisk blive ved med at blive hurtigere, hvilket er vildt fedt. På en måde er det med til at holde alderdommen lidt på afstand.

Annonceret indhold

Nyeste