Lindale eller Linddalene?

Søndag formiddag havde naturvejleder Inger Taylor og Mariagerfjord Kommune inviteret til naturvandring i en af byens naturskønne områder: Lindale/Lindalene.

Hver gang jeg støder på en artikel der omhandler området i nordbyen, er diskussionen altid: Hedder området Lindale eller Lindalene.

Om det siger Inger Taylor: Det er en lang historie, og der er ikke et helt entydigt svar, men jeg sender dig her en uddybende forklaring fra museumsinspektør Lise Andersen, Hadsund.

Noget om stednavnet "Linddalene":

Skrevet af museumsinspektør Lise Andersen, Hadsund.

I forbindelse med fredningssagen på det område, der i dag på Geodætisk Instituts kort kaldes "Lindale", har der været nogen debat om, hvordan stednavnet egentlig bør staves: Er det "lin" (der kan betyde enten hør eller stejl skråning) eller "lind" (som trænavnet), der danner forleddet, og skal efterleddet være i bestemt form eller ubestemt - dale eller dalene?

Allerførst må vi konstatere, at navnet ikke hører til de registrerede. Der er altså ikke noget centralt navneregister, der kan give os løsningen. Det må derfor være på sin plads at undersøge, hvordan navnet skrives i ældre kilder.

Det ældste dokument, hvori navnet optræder, er dateret 1.1, 1468. Desværre kendes dette skrift kun i en afskrift fra 1655.

På dette tidspunkt skrives "Louendall". I et originalt dokument fra 15.8, 1477 skrives "Lunddal". Der er således ingen tvivl om, at det oprindelige forled hverken var "lin" eller " lind", men "lund" (lille skov).

Allerede i 1600 tallet er det dog afløst af træbetegnelsen "lind". Det ses f.eks. i engbogen fra 1683, hvor der skrives "Linddalen". På matrikelkortet fra 1798 skrives "Lind Dalene".

I jysk sprog faldt udlydende vokal bort allerede i middelalderen.

Et "e", der betegner flertal, kan altså godt være forsvundet, så de gamle former på -dal eller -dall egentlig står for flertal, altså -dale. Hvis vi dvæler lidt længere ved dialektformerne, så har navneforskeren Kr. Hald i 1958 optegnet navnet i lydskrift: "?len-,då-len", altså bestemt form.

Formen "Linddale" anvendes på generalstabens/Geodætisk Instituts kort frem til 1946-udgaven. Men fra 1966-udgaven afløses denne hævdvundne form mærkeligt nok af "Lindale". Gordon Albøge fra Institut for navneforskning har knækket nødden, hvorfor det sker. Han har fundet ud af, at det er Geodætisk Instituts rekognoscent, der har lanceret den i 1961, hvor han skriver navnet "Lindalene" (altså bestemt). Han skriver i et notat, at navnet er "således stavet af befolkningen". Med hensyn til bestemthedsendelsen er det jo rigtigt, som det også fremgår hos Kr. Hald, men hvad det manglende d angår, synes der at foreligge en misforståelse. Skal vi ændre på den skrivepraksis, der fra officielt hold har været brugt de sidste årtier, må vi til at skrive: Linddalene.