Lars Lilholt optræder atter i Haverslev
HAVERSLEV: Allerede nu har Haverslev IF styr på musikken til idrætsforeningens traditionelle julefrokost i Haverslev Hallen, der i år foregår lørdag 24. november.
Det bliver Lars Lilholt, der sammen med den fire mand store grundstamme i sit band ud over ham selv med sang, guitar og violin er hyret til at levere en storytellerkoncert i Haverslev.
Det bliver en mere afdæmpet akustisk intimkoncert, hvis repertoire bliver fra hele hans lange bagkatalog.
- Vi ved godt i Haverslev IF, at koncerten lørdag 24. november falder sammen med årets julefrokost i Sortebakkehallen i Nørager, som vi i mange år har haft et tæt samarbejde omkring gensidig bemanding af bartjenesten til de to julefrokoster, forklarer Peter Hjulmann og tilføjer:
- Men det var den eneste dag i en weekend, vi kunne få Lars Lilholt. Alternativet var en hverdag, men i forvejen er koncertarrangementet en stort økonomisk satsning for Haverslev IF.
Femte koncert med LilholtHan er tidligere mangeårigt medlem og formand for idrætsforeningens bestyrelse.
- Pudsigt nok er det femte gang i mit liv jeg er med til at arrangere en koncert med netop Lars Lilholt. Første gang var i Haverslev skoles aula i foråret 1988, hvor vi havde forventet 100 tilskuere, men der kom i stedet omkring 200, så der i den grad var propfyldt. Jeg benyttede mig at mit kendskab til at Lars Lilholt som fast tradition besøgte sin nu afdøde musiklærermester Otto Trads i juledagen. Her troppede jeg også selv op og kom med mit forslag om en fælles koncert, også fordi jeg vidste det var et stort ønske for den aldrende Otto Trads, der døde året efter 85 år gammel, erindrer Peter Hjulmann og tilføjer:
- Senere har der været en koncert med Lars Lilholt med band på stadion her i Haverslev og to andre gange i Aars, hvor Haverslev IF samarbejdede med idrætsforeningen der.