Billede beskrivelse

Kunstetagerne ønsker penge til fuldtids inspektør

Søger om ekstra bevilling på 100.000 kroner.

13. august 2018 kl. 06.00

HOBRO: Det kræver en inspektør på fuld tid - og med fuld løn - at drive Museet for moderne kunst, Kunstetagerne i Hobro.

Det synspunkt gør bestyrelsen i Kunstetagerne gældende over for Mariagerfjord Kommune. De søger om en årlig ekstra bevilling på 100.000 kroner.

Mag. art. Anne Lie Stokbro, som siden 1. januar 2018 har virket som kunstfaglig medarbejder i Kunstetagerne, er ansat i en stilling på nedsat tid, 30 timer ugentligt.

- Vi synes, det var mærkeligt at skulle sige ja til ansøgningen fra Kunstetagerne på et tidspunkt, hvor vi er i gang med budgetlægningen og måske skal til at spare andre steder.

- Vi har derfor udsat sagen til efter budgettets vedtagelse (i oktober, red.), siger formand for kultur- og fritidsudvalget, Jane Grøn (S).

Hun har sympati for sagen og roser Anne Lie Stokbros indsats:

- Hun er virkelig dygtig og gør det godt. Hun lægger vægt på at komme rundt i kommunen, og skal blandt andet hjælpe Kulturhuset i Arden med at arrangere en udstilling.

- Hun er også i gang med udstillinger i Hadsund og Mariager, og vil gerne have mere tid til at komme ud på skolerne og formidle kunst, siger Jane Grøn.

Bestyrelsen i Kunstetagerne har en ambition om at få professionel drift, som kan sammenlignes med statsanerkendte museers, slår de på i henvendelsen til kommune.

Det skal ses i forhold til museumslovens fem søjler; indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning, så det bliver synliggjort, at man får noget for de sidste budgetkroner.

Kunstetagerne er et af de kunstmuseer i Nordjylland, som inden for de seneste ti år har modtaget flest præmieringer fra Statens Kunstfond.

I forhold til kommunens størrelse er besøgstallet tilfredsstillende med 10.000-15.000 om året, vurderer bestyrelsen.

En museumsinspektør på fuld tid koster årligt 588.000 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste