Julie fra Hørby har blikket rettet mod EM
15-årige Julie Andersson Bundgaard, Hørby, dyrker teamgymnastik for juniorer på højeste plan
En plads på det danske juniorlandshold i teamgymnastik - og deltagelse i EM i Portugal i oktober 2018
Det skulle vinterens og forårets anstrengelser som seriøst arbejdede ungdomsgymnast gerne bringe for 15-årige Julie Andersson Bundgaard, der går i niende klasse på Rosendalskolen.
I november lykkedes det for Julie at kile sig ind i den bruttotrup på 34 gymnaster, hvorfra det endelige juniorlandshold i teamgymnastik til sommer sættes.
Chancerne for at komme til Portugal ser rimelige ud.
Fra bruttotruppen får 12 juniorpiger plus to reserver plads.
Af de resterende juniorer udtages seks gymnaster af hvert køn plus en reserve til junior-mix-holdet, som også skal med til Portugal.
Reelt slipper kun 10 eller 11 altså ikke gennem nåleøjet.
Teamgymnastik udføres, som det fremgår af navnet, i hold på mellem seks og 12 gymnaster.
Disciplinen rummer tre hovedelementer: Man udfører en rytmisk serie til fri musik.
Springer på måtte, hvor der sættes en række spring sammen til én samlet serie.
Og så springer gymnasterne i trampet, som er en lille skrå trampolin og udfører eksempelvis en salto.
Inden konkurrence skal holdene anmelde deltagere, spring og beskrive den rytmiske serie.
I konkurrencen får man point for: 1. Komposition - indhold og sammensætning af gymnastiske og akrobatiske elementer.
2. Sværhedsgrad - momenter og sammensætning i hvert redskab.
3. Udførelse - hvordan momenterne udføres.
- Men er jeg nu god nok, spørger Julie alligevel sig selv.
- Egentlig forventer jeg vel ikke det store. Selv om jeg har udviklet mig vildt meget, har jeg ikke fra barnsben været nær så dygtig som pigerne på landsholdet, som har haft et højt niveau, siden de var små.
- Hvorimod jeg selv bare var en lille fis, der sprang rundt uden at tage det alt for seriøst.
- Jeg var mest fodboldspiller, dyrkede lidt gymnastik ved siden af og kom opvisningshold i Rosendal og havde det bare sjovt, husker Julie.
- Men fra Viborg Gymnastik Forening med dygtige trænere, topmoderne faciliteter og et højt niveau inden for elitegymnastik var der i 2012 bud efter den da 10-årige skoleelev fra Hørby Skoleby.
Julie var blevet spottet som en dygtig og lærenem gymnastikpige med potentiale.
- Jeg lærte snart, at man ikke bare skal kaste sig rundt i alle mulige spring.
- Først skal man have styr på teknikken og kontrol over sin krop.
- Ben og arme skal holdes helt strakte, så kroppen tegner en skarp vinkel på 90 grader, forklarer Julie.
Hun er så at sige kommet i fagligt velkvalificerede menneskehænder, og det har sat sine tydelige spor i hendes formåen.
Så måske rækker det til en plads på EM-holdet
- Jeg synes selv, jeg har udviklet mig rigtig meget og især gjort store fremskridt inden for springene, bedømmer Julie.
Tre gange om ugen træner hun to til tre timer, hvortil kommer hjemmetræning samt træningsweekender i Viborg.
- Jeg følges med Tilde Dissing fra Hørby Skoleby, som går i ottende klasse.
- Vi tager altid bussen til Viborg, og så skiftes vores forældre til at hente os i bil, fortæller Julie, hvis klassekammerater synes, hun har gang i noget megasejt.
- Men jeg kan godt savne at være med til arrangementer sammen med klassen, bekender hun.
Midt i december foregik den første af tre samlinger med bruttolandsholdet.
Dertil venter diverse regionale, danske og nordiske mesterskaber frem mod sommerens udtagelse af de fire danske landshold.
Og altså masser af seriøs træning.
Nogle gange kan det godt gå over gevind med at være lidt for seriøst. Det skal også være sjovt.
- Men jeg synes, vi er gode til at heppe på hinanden. Det trækker holdet op.
- Hvis ikke, man har det godt med hinanden, er det heller ikke sjovt at være med, siger Julie Andersson Bundgaard.