Julespil 2018 sættes i søen

28 børn, unge og voksne har meldt sig til forestillingen

17. august 2018 kl. 12.31

HOBRO: Foreløbig 28 børn, unge og voksne i alle aldre - fire flere end i fjor - har meldt sig som aktører til Fyrkatspillets juleforestilling i december.

På stormødet forleden viste sig stor interesse for at tale med forfatter og skuespiller Jørgen W. Larsen, der sædvanen tro skriver historien.

Han forventer at levere sit manuskript i uge 37 - altså knap midtvejs i september.

Mødet foregik i Fyrkatspillets prøvesal ovenover Bie Centret.

Ny instruktør

De vordende optrædende mødte også forestillingens instruktør, skuespiller Nynne Karen Nørlund Steenild som er uddannet fra Statens Teaterskole.

Og interessen for forestillingen synes stor.

Jørgen W Larsen tog en samtale med de forældre, der mødte op med børn eller unge, der gerne vil have en rolle.

Instruktøren Nynne Nørlund Steenild glæder sig til samarbejdet med alle parter.

Hun pointerede, hvor vigtigt det er ikke bare at møde præcist op til aftalerne med spillet, men også at være parate til prøverne, når man kommer.

- I er på og 100 procent til stede, uddybede Nynne Nørlund, der ligeledes tig en snak med forældre og medvirkende.

Historiefortællere

Også med spillets historiegruppe bestående af Gerhard Schoop, Jenny Lyngaa, Preben Andreasen og Søren Bragh Frederiksen tog Jørgen W. Larsen en grundig snak.

Samtalen foregik efterfølgende i restauranten på Bies Bryghus.

Handlingen udspiller sig i i perioden 1920 til 1940.

Og forfatteren blev angiveligt opstemt over, hvad han lagde ører og gane til.

- Her gemmer sig virkelig et godt grundlag til noget, der kan sættes dramatik til, forventer Jørgen W. Larsen.

Nye musikere efterlyses

Inden man når så langt, må julespillet snarest kigge sig om efter nye musikanter.

De to faste pianister og komponister har nemlig fået fast arbejde og er ikke til rådighed i år.

Så hvem har mon tid og lyst, spørger man sig selv hos Fyrkatspillet?

Til gengæld har spillet allerede fået tilført en ny sufflør, som melder sig frisk på på opgaven.

Julespil 2018 opføres seks gange i starten af julemåneden med premiere 1. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste