Billede beskrivelse

Idéerne står i kø: Skolegård får den helt store tur til 900.000 kroner

Mere udeliv og bedre leg under åben himmel skal hjælpe læringen på vej på Havbakkeskolen

07. marts 2023 kl. 08.45

ALS: En sandkasseby, et musikalsk område, hvor man spontant eller organiseret kan spille på instrumenter, trafikbaner og et område til biodiversitet. 

Idéerne er mange på Havbakkeskolen i Als, hvor SFO'en snart skal forny og styrke udearealerne med det formål at invitere til mere aktiv leg under åben himmel. SFO'en har takket være Mariagerfjord Kommune og Nordea-fonden 900.000 kroner at arbejde med, og det glæder skoleleder på Havbakkeskolen, Lotte Strøm Christiansen.

- Vi er utroligt taknemmelig for, at netop vores projekt er valgt ud til at modtage støtte fra Nordea-fonden, da vi er helt sikre på, at projektet kommer til at gøre en forskel for Havbakkeskolens SFO og vores lokalsamfund i Als, siger hun.

Midlerne fra Nordea-fonden kommer fra en projektpulje på 32 millioner kroner med overskriften "Mere udeliv i SFO og klub". Her er Havbakkeskolens SFO ét ud af i alt 74 projekter landet over, der modtager støtte. Målet med puljen er at bidrage til at styrke udendørsarealer og aktiviteter for skolebørn fra 0. til 6. klasse.

- Med projektet ønsker vi at give børnene mulighed for at blive endnu mere aktive, fordi vi ved, at dette øger indlæringsvenen og skaber større motivation, samtidig med at der vil opstå færre konflikter grundet mere plads både fysisk og psykisk til den enkelte elev, når man opholder sig udendørs. Derudover vil projektet også skabe et udendørsmiljø, der bliver attraktiv at besøge og opholde sig i for byens borgere og turister, siger skoleleder Lotte Strøm Christiansen.

Billede beskrivelse

Arbejdet med at forny udearealerne er gået i gang allerede i januar i år, og det forventes at stå klar til brug i april 2024. 

Samtidig arbejder lokale kræfter og sponsorer på at opgradere udeområderne ved idrætshallen og fodboldbanerne, som ligger lige ved siden af skolens arealer. Her er ambitionerne blandt andet at opføre en paddletennisbane, en overdækket multibane og en legeplads til dagplejerne i området.

Nordea-fonden har med projektet "Mere udeliv i SFO og klub" støttet i alt otte projekter i Nordjylland med samlet 4.267.067 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste