
I Aggersund er der flere ildsjæle - nu belønnes de
Ildsjæle er ikke altid en selvfølge, men i Aggersund findes der flere af dem, og de gør en masse for at sætte gang liv i byen og sørge for der sker noget.
Aggersund Idrætsforening er en flok af ildsjæle, der sørger for at holde aktiviteten oppe i byen, og de står for at arrangere sportsugen, som er byens officielle byfest, ligesom de også holder gang i byens aktivitetshus, der bruges til mange ting.
Af disse kan nævnes yoga, squaredance og revy. Ligesom det benyttes til fester og arrangementer – kort sagt et samlingspunkt i byen.
Aktivitetshuset er af ældre dato og når noget bliver brugt, så skal det også vedligeholdes. Derfor har det længe været et ønske at få et nyt køkken, som lever op til de krav og forventninger, som brugerne har i dag.
Dette kan nu lade sig gøre med hjælp fra Spar Nord Fonden, som har givet en håndsrækning på 50.000 kr. til det nye køkken, som bliver bygget op stort set af frivillige kræfter. Det nye køkken forventes at stå færdig 1. april, så det er klar til årets konfirmationer og byfesten.
Spar Nord Fonden delte i 2022 små 61 millioner ud i hele landet til ca. 700 projekter indenfor kultur, fritid og sociale formål.