- Hva-øh: Skal jeg ikke lige lave et show?
Kendt entertainer tog fusen på cafè-ejer, da han pludselig kiggede ind
Det er sjældent at landskendte entertainere kigger ind på cafèen. Og det er endnu sjældnere, at de tilbyder at lave et show ud af det blå.
- Lige pludselig stod han der. Og så spurgte han om ikke han måtte lave et show. Jeg har godt nok 70 gæster dagen efter, men det kunne jeg ikke sige nej til, fortæller Anette Kold, indehaver af cafeen Frk. Kold i Aars.
Derfor skal man regne med at finde Amin Jensen blandt gæsterne, hvis man går på Frk. Kold denne torsdag ved 18-tiden. Hvis man ellers kan komme ind. For dørene lukkes, når showet går i gang, og der tegner til at blive udsolgt. Men 100 kroner er jo heller ikke meget for en omgang solid underholdning.
- Der er ikke noget specielt tema på aftenen. Det er heler ikke det samme som hans sidste show. Det bliver sådan en blanding af sang, komik og show, fortæller Anette Kold.
Amin Jensen er en alsidig herre med 30 års erfaring i showbranchen. Han var blandt Danmarks første stand upper, men er siden også blevet kendt som tv-vært, sanger og operasanger. På cv'et har han også et utal af roller som stemmen bag kendte tegnefimsfigurer. Blandt andet Tigerdyret fra Peter Plyds og Obelix fra historierne om Asterix.