Hæderspris til Camro i Nørager

Tildelt Rebild Kommunes Vækst- og Udviklingspris på årsmøde

09. marts 2018 kl. 13.32

NØRAGER/STØVRING: Dette års vinder af Rebild Kommunes Vækst- og Udviklingspris blev selskabet Camro ApS. i Nørager.

Den årlige kåring af vinderen fandt sted på Erhvervsudviklingsrådets årsmøde i Støvring.

Camro har imponeret udvælgelseskomiteen med virksomhedens fremdrift og ambitioner.

- Selskabet har vist, at en virksomhed med base i Nørager kan skabe vækst og arbejdspladser i hele Rebild Kommune. Deres nytænkende produkt, som dræber rotter uden brug af gift, har et stort potentiale indenlands såvel som i udlandet. Med de nye europæiske standarder for giftudledning vil Camro stå meget stærkt i den globale rottebekæmpelse i fremtiden, forklarer erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg fra Business Rebild om valget af prisvinderen.

Som stifter og direktør for Camro, der producere en bred vifte af kvalitetsprodukter til skadedyrsbekæmpelse, var Kurts Sørensen meget beæret over at modtage erhvervsprisen til årsmødet og særligt glad for at der også bliver lagt mærke til virksomheder i de mindre byer i Rebild Kommune.

- Der har utrolig stor betydning for Camro og vore medarbejdere at modtage denne pris. Det gør os stolte og giver yderligere motivation til at forfølge vore ekspansionsplaner i fremtiden. Vi er som lokal virksomhed utrolig glade for, at der også bliver lagt mærke til de virksomheder, som ikke lige er placeret omkring de primære vækstområder, erklærede Kurt Sørensen.

Virksomheden er i fuld gang med at styrke og udvikle forretningen, og som en del af denne strategi er nye kræfter tiltrådt i den eksisterende ejerkreds.

- Vi har lige sagt goddag til en ny medejer Torben Villadsen, som bliver salgsdirektør. Hans store erfaring med salgsarbejde og ledelse skal bruges til at opbygge en salgsafdeling med de dygtigste medarbejdere i branchen og styrke den interne ledelse af virksomheden. Dette er en del af en større plan om at løfte os ind i næste fase af virksomhedens udvikling og vækst, bemærkede Kurt Sørensen i sin takketale ved prisoverrækkelsen.

Udover en specialdesignet statuette fra den lokale virksomhed Induflex, blomster og et gavekort på 10.000 kr. får Camro nu også æren af at sidde med i udvælgelseskomitéen, når næste års vinder af Rebild Kommunes Vækst- og Udviklingspris skal udvælges.

Årsmødet foregik hos virksomheden Marel med Rebild Erhvervsudviklingsråd og Business Rebild som værter.

Omdrejningspunktet for arrangementet var digitalisering og innovation.

Med dette tema som grundsten for dagens program kickstartede Lars Jøker, Managing Director hos Marel, arrangementet ved at fortælle om Marels innovative rejse.

Bagefter blev der under årsmødet også tid til en præsentation af produktionen hos Marel under en fælles rundvisning.

Som en del af årsmøde blev nye erhvervsmedlemmer til Rebild Erhvervsudviklingsråd valgt ind for en 2-årig periode.

Medlemmer for den næste periode bliver Søren Elisiussen, Liftup, Rene Thomasbjerg, Lars Pedersen & Søn, Jane Andersen, Comwell Rebild Bakker, og Stefan Berg, Globaltools.

Susan Vonsild, Interlink, og Henrik Degn, Degn Grafisk, blev valgt som suppleanter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste