Ambassade flytter ind på biblioteket
Ambassaden har hidtil haft til huse i Løgstør Sparekasses oprindelige bygning
LØGSTØR: 1. januar får Løgstør Bibliotek en ny beboer: Løgstør Ambassade flytter nemlig ind i biblioteksbygningen i muslingebyen.
I tre år har Løgstør Ambassade taget godt imod byens tilflyttere og sørget for, at nye Løgstør-borgere har følt sig velkomne i byen.
Det fortsætter ambassaden med, men fra årsskiftet sker det med base i bibliotekets flotte nye mødelokale.
Ambassaden har hidtil haft til huse i Løgstør Sparekasses oprindelige bygning. Siden 2015, hvor ambassaden blev etableret, har Løgstørs nytilflyttere haft mulighed for at møde ambassadens medarbejdere den første lørdag i hver måned. Her har ambassadens frivillige givet sig tid til en velkomstsnak om de aktiviteter, handelsmuligheder, events og kulturelle oplevelser, som Løgstør byder på.
For at de nye Løgstør-borgere skal føle sig velkomne, bliver de også mødt med en velkomstgave, som delvist finansieres af handelsstandsforeningen.
Udover det flotte, nyistandsatte lokale lokker biblioteket med flere andre tilbud, som gør det til et oplagt sted for ambassaden at møde byens tilflyttere.
- Løgstør Bibliotek er stedet, hvor man kan få et overblik over byens kulturelle arrangementer og møde nogle af de frivillige foreninger, som samles her, forklarer formand for Løgstør Ambassade, Gunnar Villumsen om samarbejdet.
- Biblioteket er jo borgernes rum, og mange kommer for at låne bøger, film og spil, men også for at læse avisen, få en snak eller fordybe sig i en god bog, supplerer bibliotekschef Bo Jakobsen.
Først i 2019 bliver det desuden muligt for andre foreninger at booke bibliotekets nye mødelokale via hjemmesiden foreningsportalen.
Bibliotekschefen ser frem til samarbejdet med ambassaden og glæder sig over at byde nye tilflyttere velkommen til Løgstør-området.