Billede beskrivelse

Årsskifte varsler nye tider på genbrugsplads i Vesthimmerland

Det nye system med nummerpladeregistrering vil nemlig fritage pladsguiderne for en række manuelle kontrolfunktioner

28. december 2018 kl. 06.00

VESTHIMMERLAND: I løbet af 2019 bliver der etableret bomme og indført automatisk nummerpladeregistrering på alle køretøjer, der besøger genbrugspladserne i Vesthimmerlands Kommune.

Nummerpladeregistrering er et intelligent system, der automatiserer funktioner, som tidligere har været udført manuelt. For eksempel vil det effektivisere fakturering til erhverv.

Der kommer automatisk tæller på besøgsantallet, og man fritager pladsguiderne for en række manuelle kontrolfunktioner, hvorved der skabes mere tid til vejledning og fokus på udsortering.

Når man kører frem mod bommen, bliver nummerpladen scannet, og samtidig skal chaufføren svare på, om affaldet er fra erhverv eller fra en privat husstand.

- Der har spredt sig en opfattelse af, at vi kun vil lukke borgere ind fra vores egen kommune. Men sådan hænger det ikke sammen, understreger direktøren for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen.

- Vores genbrugspladser er naturligvis primært for dem, der betaler til ordningen. Men kommer man hertil fra en anden kommune, fordi man for eksempel har et sommerhus heroppe, eller skal hjælpe en slægtning med at rydde et hus, kan man naturligvis sagtens komme ind. Der er ikke nogen, der bliver afvist. Det vil jo være tåbeligt at forlange, at de skulle køre til deres hjemkommune for at komme af med affaldet dér. Kommer man gående eller cyklende til genbrugspladsen – hvilket enkelte borgere gør – ja, så kommer man naturligvis også ind, betoner Morten Aaby Nielsen.

Erhvervskunder kan i øvrigt forvente yderligere information, når beslutning omkring afregningsmetode ligger fast.

Der forventes, i forbindelse med indførelse af nummerpladeregistreringen, en ændring af den nuværende abonnementsordning, så besøgene fremover afregnes pr. besøg.

Indtil løsningen er helt på plads, skal erhvervskunder blot benytte deres 2018-vignette eller betale pr. besøg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste