1800 besøgte Kulturweekend
Rekordbesøg i Lundby til den 36. udgave af Kulturweekend
LUNDBY: Den 36. Kulturweekend i Lundby Kultur- & Forsamlingsbus blev en kæmpesucces med det største antal deltagere, der har været i de 36 år Kulturweekenden har eksisteret. Omkring 1800 besøgte udstillingen og de arbejdende værksteder, hvor tyve kunstnere viste deres håndværk frem. En succes som vi selvfølgelig følger op på igen til næste år, understregede Kirsten Lomborg, der er formand for Lundby Kultur- & Forsamlingshus.
Åbningstalen blev holdt af tidligere forstander Niels Quist-Jensen, Lundbæk Landbrugsskole, i et spækfyldt Kultur- & Forsamlingshus, hvor omkring et par hundrede var mødt op til åbningen.. Et stort fremmøde som i løbet af weekenden bare blev større og større. En lind strøm af gæster gik hele tiden til og fra forsamlingshuset og de mange aktive kunstnere, som viste deres formåen på en lang række forskelligartede håndværk.
At kunstnerne var ovenud tilfredse med gæsternes fremmøde, var der slet ingen tvivl om. Kunsthåndværkeren Anita Borup, Ringkøbing, var overvældet over det store fremmøde.
- Det er fantastisk, at så mange mennesker møder op til en Kulturweekend i Lundby Kultur- & Forsamlingshus. Det havde jeg aldrig troet ville blive tilfældet. Men! Det er nogle utrolig interesserede mennesker, der er mødt op siger Anita Borup, Ringkøbing.
Alt mens de mange gæster bevægede sig rundt i udstilling og arbejdende værksteder, var der travlhed i køkkenet. Her var frivillige hjælpere weekenden igennem i fuld gang med at lave mad, bage boller, varme æbleskiver, brygge kaffe og lave anden spændende mad, som gæsterne kunne forsyne sig med.
Fik man ikke brugt pengene i kunstnernes boder, så var der mulighed for at prøve tombolaen med chance for at vinde en af de mange flotte præmier, som var doneret til dagen. Et tilbud som var et hit blandt publikum og som hurtigt blev udsolgt.