Foråret lurer - og det er snart tid til at komme ud og trille på den tohjulede igen.
Det sker

Vær med: Cykel Klubben Aars tæller ned til sæsonstart

18. marts 2023 kl. 19:01

Cykel Klubben Aars holder standerhejsning søndag 2. april, hvor der traditionen tro cykles en tur på 1,5 til 2 timer.

- Vores cykeltur til standerhejsningen har intet med fart at gøre. Det går kort fortalt ud på at komme ind i rytmen igen.

- Så kommer man som ny til standerhejsningen, vil vi være meget opmærksomme på, at give en god oplevelse, fortæller Jan Falden, formand for Cykel Klubben Aars. Han understreger samtidig:

- Ønsker man at starte i Cykel Klubben Aars kræver det ikke en cykel til 30.000 kroner. Man kan sagtens starte med en begyndercykel i et meget lavere prisleje, eller måske en brugt cykel. Uanset cykel kan det stadig give en supergod oplevelse og en god omgang træning i frisk luft. Vi har jo også to gode cykelforretninger i Aars, hvor der i begge står kompetente rådgivere, der kan hjælpe med at finde den helt rigtige cykel.

Kvindehold og flere yngre

Til den nye sæson har Cykel Klubben Aars et par ting på ønskesedlen – blandt andet at få et egentligt kvindehold, samt at få endnu flere yngre medlemmer i klubben.

- Vi har en del medlemmer i alderen fra 30 til 40 år og mange fra 40 til 60 år, men vi vil gerne have nogle yngre med i klubben. Det kan give noget energi og tempo, og dermed også lidt udfordringer til os andre. Det vil være rigtig godt for klubben, fastslår Jan Falden.

Ved cykelklubbens generalforsamling for nylig blev der valgt nye bestyrelsesmedlemmer, således at bestyrelsen i dag består af: Jan Falden, Arne Hansen, Morten Frimor, Lars Viborg, Henrik Rask, Britta Wiborg og Ole Madsen.

Standerhejsningen 2. april afsluttes med suppe og hygge i klubhuset.

Annonceret indhold

Nyeste