Skørping Ældrecenter kan findes på Buderupholmvej 57.
Det sker

Nu åbner byens nye Repair Café

14. september 2023 kl. 06:01

20. september fra 16.00 til 20.00 slår Repair Café Skørping dørene op for allerførste gang i Skørping Ældrecentrets aktivitetslokale.

Borgmester Jesper Greth besøger caféen på dagen, hvor han vil være snoreklipper og sige nogle ord.

Hjælp til selvhjælp

Caféen i Skørping er en del af Repair Café Danmark, som har eksisteret siden 2013. Målet er at være med til at reducere affald, ændre forbrugsmønstre samt skabe viden om og lyst til grøn omstilling.

Idéen er, at det skal være hjælp til selvhjælp, og i Skørping vil omkring 20 frivillige en gang om måneden fra 16.00 til 20.00 hjælpe med at reparere defekte ting, herunder tekstil-, tøj-, mekanik-, elektronik-, computer-, læder- samt træemner.

Har du for eksempel et par bukser med huller, vil de frivillige gøre sit bedste for at hjælpe med at fixe dem.

Erhvervslivet i mente

Repair Café Skørping har dog et princip om at undgå at gå de lokale erhvervsdrivende i bedene.

- Derfor sætter vi nogle grænser i forhold til, hvad vi kan hjælpe med. Vi sætter eksempelvis ikke ny lynlås i tøj, fordi vi synes, det er en skrædders opgave, har bestyrelsesmedlem Birgit Melgaard tidligere fortalt.

Derudover består bestyrelsen af formand Frank Bay Poulsen, næstformand Peter Henneby, kasserer Erik Gregersen samt bestyrelsesmedlem Mette-Marie Sommer.

Bare mød op

De frivillige, som man kan møde, er opdelt i tre grupper. Den første er tekstilgruppen, den anden håndterer elektronik, træ, metal og så videre, mens den tredje tager imod gæsterne ved indgangen og byder på kaffe.

Det er ikke nødvendigt at booke tid, men da de frivillige ikke på forhånd ved, hvor mange der dukker op, er det en god idé at væbne sig med tålmodighed.

Annonceret indhold

Nyeste