Billede beskrivelse

Museum inviterer til sommerfest

Festen finder sted på lørdag - endda med ekstra dimension

30. juli 2018 kl. 06.00

MARIAGER: Den traditionsrige sommerfest på Mariager Museum, som i år holdes lørdag 4. august, får i 2018 en ekstra dimension.

I anledning af at museet åbner en ny udstilling om metaldetektorer og de mange fund, amatørarkæologerne gør i den danske muld, bliver der bl. a. mulighed for, at børn selv kan forsøge sig med en metaldetektor. 

I det hele taget vil der i museumsgården og på museet være masser af boder og aktiviteter for store og små. 

I boderne i den gamle brostensbelagte museumsgård bliver der fremstillet og solgt forskellige slags husflid som strik, filt, flet, træ- og metalvarer samt håndlavede smykker. Der sælges honning, blomster, keramik og øl fra Bies Bryghus, og man kan nyde kaffe, kage og saftevand i smukke rammer i museumsgården. 

Inden døre i museets gamle købmandsbutik huserer kommisen og sælger mange forskellige fine varer, som for eksempel salt og saltkar, lækkert uldgarn, håndlavede børster, kryddersnaps og bitter samt vedduftende sæbeblokke. 

Og så har museet i år indrettet et helt hjørne af butikken, hvor der sælges gammeldags julepynt. 

Flere frivillige stiller på dagen op med gode historier. Således kan man bl. a. møde Birgittaforeningen, der fortæller om Mariager Klosters spændende historie, og i dagens anledning er der også åbent på Lokalarkivet, hvor man er velkommen til at kigge indenfor og høre historien om vandforsyningen i Mariager gennem tiderne.  

I Galleri Vognporten kan man opleve en udstilling af billedkunstner Lars Kristian Hansen, og ude ved museumsgården er Mariager-lopperne på plads med tilbud om en god handel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste