Julegave til egnens børn i Løgstør
Juleskibet ankommer med julemanden og hans følge søndag 16. december
LØGSTØR: Søndag den 16. december er en meget stor dag i Løgstør. Selveste julemanden besøger byen, og det trækker alle folk af huse. Det er også en dag, hvor byens børn, der ikke bor her mere, vender hjem på besøg - og mange har næste generation forventningsfulde julegæster med.
Dagen er fyldt med traditioner lige fra nisseorkestret på julemandens skib og de sange, de spiller til politibetjenten i uniformen, som leder brandbilerne sikkert op i byen. Og traditionen tro er det også i år Løgstør Handelsstandsforening, der sørger for, at byens, egnens og gæsternes børn kan nyde julemandens selskab og de lækre karameller, som han og hjælperne sender ud til børnene. Heldigvis er der også sponsorer og foreninger, der bakker op om arrangementet, så Handelsstandsforeningen kan skabe dette fantastiske arrangement til glæde for store og små - og kan gøre det ganske gratis at være med.
Kl. 13.00 lægger julemanden og hans følge til ved kajen ud for Løgstør Badehotel – Hotel Du Nord. Her bliver han modtaget af de mange fremmødte og de store brandbiler, der skal køre ham og nisserne op i byen. Eskorteret af politiet og musik går optoget til Østerbrogade, hvor de skønne julemænd og -kvinder kaster karameller ud til børnene.
Butikkerne holder åbent fra kl. 11.00 til kl. 15.00, så det er muligt at gøre sine julegaveindkøb både før og efter julemandens ankomst til byen.