
Donér dine ting og få en pølse: Snart åbner byens nye genbrug
I juni kunne vi fortælle, at en ny genbrugsbutik ville slå dørene op i City Centret i Støvring, og at det er den velgørende forening Charity, som har lejet sig ind i centret.
Nu kan formanden for Charity, David Klit, fortælle, at dørene åbnes lørdag den 14. oktober klokken 10.00.
Men samtlige hylder og bøjler er fortsat tomme i butikken, og derfor kan du til indleveringsfesten lørdag den 23. september klokken 10.00 aflevere alle de ting, du ikke længere bruger.
- Alle er velkomne, og det er muligt at aflevere lige det, man har lyst til: tøj, pynteting, lamper, legetøj, sko, spil, hobbyting, møbler, elektronik og så videre – så længe det er intakt, siger David Klit.
Til gengæld får du lidt lækkert til ganen – enten hotdogs eller helstegt pattegris. Det har formanden endnu ikke bestemt sig for.
Åben for selvbetjening
Den nye genbrugsbutik går under navnet Life Genbrug – fordi både lokaler og brugte ting får nyt liv, og den er åbent fra klokken 08.00 til 20.00 hver dag i ugen.
Nogle af timerne vil være bemandet, men langt størstedelen er åbningstiden foregår med et selvbetjeningskoncept.
Planen er, at man kan få adgang ved at logge ind med sit NemID eller MitID. Finder man noget, man gerne vil købe, er det også selvbetjening.
- Der er ikke så mange steder i kommunen, hvor der er den form for selvbetjening, men vi tror på det og satser på, at tyveri ikke bliver noget problem, siger han og tilføjer, at der også er videoovervågning.

- Dog vil et lille rum med dyrere ting, blandt andet smykker, blive låst inde. De er placeret i samme rum, hvor der også vil være en kaffemaskine og steder at sidde.
- Charity støtter primært i Nordjylland. Det, der handles lokalt, bruges lokalt, siger David Klit.
- For mig handler det om, at mennesker kan få hjælp. Det er klart, at Danmark er et af de rigeste lande, og at eksempelvis de afrikanske tilstande er noget helt andet.
- Men vores udgangspunkt er, om folk er trængte – måske har man mistet sit job, er blevet syg eller befinder sig i en situation, hvor man har for lidt i forhold til det, man har brug for, forklarer han.
Charity står bag blandt andet bag vinterhjælp.dk og julekurv.nu.
Ny kaffebar på vej
Udover Life Genbrug kan borgerne i Støvring også se frem til en ny kaffebar, som åbner i løbet af 2024 – også i City Centret med Charity som lejer og initiativtager.
Det bliver med et koncept, der ligner Starbucks, og fordi det ligger ved hovedvejen, vil det også være muligt at købe kaffe to go.
Kaffebaren skal drives som en virksomhed, og David Klit er på udkig efter en forpagter. Men han har også andre planer for kaffebarens lokaler.
- Som forening vil vi gerne skabe nyt liv i gamle bygninger. De ligger et centralt sted, og det er synd, at de står tomme i så mange år.
- Samtidig vil det måske skabe andet liv i byen, og kaffebaren kan danne grobund for, at nogle af de andre foreninger i byen kan bruge stedet og være om aftenen. Eksempelvis kunne det bruges til foredrag eller af en strikkeklub.