Dobbeltkoncert indleder koncertsæson i Kulturhuset
Guitarmesteren Uffe Steen og hans elev Michael Vestbo indleder med hver deres trio koncertsæsonen i Kulturhuset i Arden med en dobbeltkoncert lørdag d. 23.september.
Det skriver arrangørerne i en omtale.
Samarbejdet mellem Uffe Steen Trio & Vestbo Trio er en stjernesucces, som nu er smeltet sammen til ét band, der har udviklet et fælles musikalsk sprog og en forrygende liveoplevelse.
Efter 2021, hvor begge trioer udgav nye albums hver for sig, er Uffe Steen Trio & Vestbo Trio tilbage med et nyt fælles album og turné. Både live på scenen og på det nye album er det tydeligt, at de to trioer nu er vokset sammen til ét band, som har udviklet et fælles musikalsk sprog, og er fast besluttet på at give publikum en forrygende liveoplevelse!
Hvad der begyndte med en enkelt koncert i 2017 har vist sig særdeles levedygtigt, og har indtil videre budt på en række turnéer samt livealbummet "Doppler Effect".
I front står stadig guitarmesteren Uffe Steen og hans tidligere elev Michael Vestbo. På bas trakterer Thomas Sejthen og Jesper Smalbro både basser, buer og effekter, og trommer og percussion leveres af Jesper Bo Knudsen og Eddi Jarl. Musikken spænder vidt og byder på medrivende dynamik, lys og mørke, blues og jazz, og en smittende spilleglæde fra musikerne på scenen. Sammen leverer de 2 bands simpelthen gedigen musikalsk underholdning af høj klasse.
Billetter til koncerten kan købes på www.kulturhusetiarden.dk eller hos Kirkens Korshærs Genbrug på Bytorvet i Arden, hvor man også kan købe klippekort med klækkelig rabat til de øvrige koncerter i efteråret.
Koncerten finder sted lørdag d. 23.september kl. 20.