Her får du mere fart på mobiltelefonen
Telenor moderniserer master i Vesthimmerland
VESTHIMMERLAND: Telenor har moderniseret to mastepositioner i Vesthimmerlands Kommune og udstyret dem med den nyeste 5G-teknologi. Det får borgere og besøgende i og omkring Fjelsø, Klotrup og Fredbjerg nu glæde af - de kan se frem til endnu hurtigere internetforbindelse på mobilen.
Telenor er godt i gang med en omfattende opgradering af sit mobilnetværk, der er Danmarks største med 4.200 mastepositioner fordelt ud over hele landet. Senest er turen kommet til Vesthimmerlands Kommune, hvor to mastepositioner er blevet udstyret med den lynhurtige 5G-teknologi.
De nye opgraderinger, der bl.a. dækker Fjelsø, Klotrup og Fredbjerg, er beliggende på Kastanievej og Fredbjergvej.
- I Telenor er vi allerede rigtig langt med at fremtidssikre mobilnetværket. Det er nødvendigt, når vi ser på danskernes dataforbrug, der hvert år stiger med ca. 30 procent. Det stigende behov for data er et resultat af, at der hele tiden udkommer nye apps og tjenester samt, at nye og mere avancerede mobiler gør det supernemt at streame og game online. Alt dette kræver nemlig data - rigtig meget data. Derfor er også vigtigt, at Telenor opgraderer mobilnetværket for at være på forkant med forbrugernes behov i mange år frem, udtaler Jesper Mølbak, som er netværksekspert i Telenor i en pressemeddelelse.
Det væsentligste element i Telenors netværksmodernisering er udrulningen af 5G-teknologien. Som den nyeste generation af mobilnetværket er 5G med til at fremtidssikre danskernes forbindelse til internettet, idet det er muligt at sende større mængder data meget hurtigere end tidligere. Sideløbende opsætter selskabet nyt antenneudstyr til den eksisterende 4G-teknologi, som fortsat benyttes af mange danskere.
Ved udgangen af sidste år havde Telenor opgraderet 2200 master, og dermed har langt størstedelen af danskerne i dag adgang til 5G. Efter planen bliver alle master i Telenors netværk udstyret med 5G inden udgangen af 2023.
5G er den femte generation af mobilnetværket og er dermed en videreudvikling af den eksisterende 4G-teknologi til trådløse forbindelser.
5G gør det muligt at transportere langt større datamængder end tidligere, og teknologien er derfor nødvendig for at kunne håndtere vores stigende dataforbrug.
På sigt vil 5G også byde på endnu lavere forsinkelse i netværket (målt helt ned i ganske få millisekunder), hvilket bl.a. vil være relevant for online gaming og virksomheder, som dermed kan køre deres produktion via 5G fremfor kablet internet.
Danskernes stigende mobil- og dataforbrug betyder, at der i fremtiden bliver brug for mere kapacitet i mobilnetværket. 5G er meget hurtigere end 4G og kan også i højere grad håndtere mange enheder, der er tilsluttet på samme tid. Samtidig giver 5G’s hastigheder og lave forsinkelse mulighed for at udvikle nye tjenester og services, som vi sikkert vil tage for givet i fremtiden.
Takket være de store mængder data, der kan overføres med 5G, er teknologien nemlig velegnet som erstatning for kobber- eller fibernetværk og kan således bruges som stabil internetforbindelse til en hel husstand.