Damer med hjertet på rette sted giver ekstranummer i Løgstør
LØGSTØR: Det store telt på havnen i Løgstør står der stadig, efter at Muslingefestivalen sidste weekend løb af stablen, for om et par uger er det tid til årets jazzfestival, og så er der igen brug for det.
I mellemtiden står det tomt, og det har sat tankerne i gang hos kvinderne i Lions Club Freja, der jævnligt laver arrangementer for at samle penge til velgørende formål.
Nærmere bestemt hos Birthe Kjærsgaard.
- Jeg har været med til at arrangere Muslingefestivalen, som sammen med jazzfestivalen betaler mange penge for teltet, og jeg kom til at tænke på, at det måtte kunne udnyttes til andre arrangementer. Så hvorfor ikke en ekstra koncert, som vi kunne stå for, siger hun.
Hendes kæreste, Frank Højstrup Pedersen, er musiker, og han går selv på scenen, når koncerten holdes lørdag. Via hans netværk er der skruet et program sammen af syv musikalske indslag.
Løgstør Harmonikaorkester, Limfjordsmuseets Sømandskor, Bedsterne, En blandet Landhandel, De 4 Håndtryk og Dream Team. Indimellem er der plads til, at publikum kan få rørt stemmebåndene med fællessang ved Birthe Kjærsgaard og Frank Højstrup Pedersen selv.
Der er gratis adgang, og det overskud, man håber på, kommer i hus ved salg af kaffe, kage, øl, vin og vand.
- Nu er det første gang, vi holder det, så det er svært at vide, hvad vi kan forvente os, men har stor sponsoropbakning fra Ranum Efterskole, Groes Bageri, Grejbanken og Rema 1000, så jeg er sikker på, at det giver overskud. Vi krydser fingre.
Starten går klokken 12, og det slutter klokken 19.15.