Bank åbner to nye afdelinger i Himmerland
AARS/LØGSTØR: Sparekassen Kronjylland rykker ind i Vesthimmerlands Kommune.
I en pressemeddelelse fortæller sparekassen, at der åbner nye filialer i Aars og Løgstør.
- Når vi åbner en afdeling, handler det altid om mennesker først. Vi bygger på relationer, og derfor er mennesker langt vigtigere end eksempelvis en central og synlig placering, siger Keld Jakobsen, områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, i pressemeddelelsen.
Banken har ansat Charlotte Røhl til at stå i spidsen for de to nye afdelinger. Hun har tidligere været leder for Spar Nords afdelinger i Himmerland.
- Med Charlotte Røhl får vi en leder, der er kendt i hele området. I sektoren er hun desuden bredt anerkendt for sine fantastiske lederegenskaber og evne til at skabe tilfredse medarbejdere og kunder. Derfor var det helt oplagt, at vi var interesserede, da muligheden bød sig, siger Keld Jakobsen.
Banken kan ikke oplyse, hvornår afdelingerne rent fysisk åbner i Aars og Løgstør.
- Det vigtigste er som nævnt altid at finde de rigtige medarbejdere, men vi vil selvfølgelig også rigtigt gerne hurtigt finde de steder, som gør det nemt for kunderne at komme til os og holde møder. Men uanset hvornår det bliver, bliver vi tilgængelige i Himmerland enten hos kunden eller på anden vis allerede fra 1. marts, understreger Keld Jakobsen.
Sparekassen Kronjylland har i forvejen afdelinger i Mariager og Aalborg.