Svend Erik og Norton’en er indregistreret samme måned i 1954
Hver tirsdag aften i sommerhalvåret mødes en flok motorcykelentusiaster på parkeringspladsen ved Hånbækcentret for at snakke, sparke lidt dæk og køre en tur i omegnen. Og hvis alt går vel, kommer de alle sammen hjem igen. Men det er ikke nogen selvfølge, for motorcyklerne er alle veteraner, det vil siger over 35 år gamle, og så kan der jo opstå tekniske problemer.

Men har lidt på fornemmelsen, at det med de tekniske problemer nærmest er en velkommen komplikation for nogle af entusiasterne, for så skal der repareres og løses problemer. Det er nemlig en stor del af det at være bidt af veteranmotorcykler.
Forelsket i Norton
Klubben, der kører om tirsdagen, er Frederikshavn-afdelingen af Vendsyssel Motorcykel Club, i daglig tale VMC med tilføjelsen Genbrug. En af entusiasterne er Svend Erik Nielsen, som er kasserer i klubben. Han er især forelsket i gamle Norton-modeller og har netop kørt fra Skagens Gren til veterantræf i Gråsten – og tilbage igen på en Norton Commando 850 fra 1954. Faktisk blev den indregistreret første gang i samme måned, som Svend Erik blev født.
- Interessen for motorcykler opstod, mens jeg var i lærer som tømrer. Vi arbejdede på et stort byggeri i den nordlige udkant af byen, og da jeg var yngste mand, var det min opgave at hente kage. Svendene syntes det gik for langsomt på min knallert, så en af dem lånte mig sin motorcykel. Jeg var solgt på stedet og købte kort efter en ældre Victoria, fortæller Svend Erik Nielsen.
Selv om han var træmand, havde Svend Erik også flair for at arbejde i metal. Han renoverede Victoria’en og solgte den, hvorefter han købte en Norton Dominator 500, som han stadig har.
Møde i Føtex
Arbejde og familie kom i fokus, og motorcyklen levede et stille liv i udhuset. Lige indtil en dag for 17 år siden, da Svend Erik blev prikket på skulderen, mens han stod og kiggede i køledisken i Føtex. Det var en gammel klassekammerat, og de kom til at snakke motorcykler. Svend Erik fortalte ham bl.a. at hans drømmemaskine var en Norton Commando 850.
Et par uger senere blev Svend Erik ringet op af en dansk-amerikaner, som var på vej hjem med en container fyldt med veteranbiler og -motorcykler. Imellem dem var netop en Norton Commando 850, som han havde hørt, at Svend Erik var interesseret i. Motorcyklen havde tilhørt en pensioneret politibetjent i New York. Samtalen endte med en besigtigelse og en handel. Motorcykel-interessen var for alvor blusset op igen.
- Jeg startede med at skille den gamle Norton ad for at lære den at kende. Så samlede jeg den igen og renoverede de dele, der trængte til det. Jeg ringede også til min gamle mentor fra det første renoveringsprojekt, Vagn Lund, og han troppede op få dage senere for at give gode råd. Og jeg var med i VMC Genbrug, hvor der altid er hjælp at hente, hvis man står over for et problem med en veteranmotorcykel, siger Svend Erik Nielsen.
Mange projekter
Nu har han så to Norton-motorcykler af pænt ældre dato, men hertil kommer en nyere BMW, der bruges til længere ferieture og besøg hos børnene i København. Senest har Svend Erik Nielsen købt en gammel Harley Davidson, som det er planen, at han vil køre Skagenløbet på, når han får den renoveret. Motorcyklen har ikke kørt i 46 år, og halvdelen lå i papkasser, men Svend Erik har efterhånden fået samlet og renoveret det hele og mangler stort set kun at lakere delene.

Mange af klubkammeraterne kan fortælle lignende historier om renoveringsprojekter, for de bruger typisk mere tid i værkstedet end på landevejen. Udfordringen ligger i at overvinde de tekniske problemer, men det er nu også hyggeligt at mødes og køre en tur, som det sker hver tirsdag. En gang om måneden mødes de med VMC Genbrugs øvrige afdelinger fra Hjørring, Brønderslev og Dronninglund. Så samles alle i Østervrå og kører en fælles tur med kaffe på termoflasken.
VMC Genbrug har i alt 135 medlemmer, men da gennemsnitsalderen er høj hos både mænd og maskiner, er man meget interesseret i at få nye medlemmer, især gerne yngre entusiaster. Eneste krav er, at man ejer eller har adgang til en veteranmotorcykel. Svend Erik Nielsen opfordrer alle interesserede i Frederikshavn-området til at møde op ved Hånbækcentret en tirsdag aften kl. 19 for at se, hvad det er. Det er helt uforpligtende, men måske får man lyst til at blive medlem.