Lokal kok deltager i TV2-programmet Fem Fede Kokke
SKAGEN: Kok og opskriftsudvikler ved Skagenfood, Jacob Dahl Andersen fra Skagen indtager i disse uger hver tirsdag aften Danmarks tv-skærme, når TV2’s populære program ‘Fem Fede Kokke’ viser nyeste sæson i serien.
Her træder Jacob Dahl Andersen nemlig ind i rampelyset, som en af de deltagere, der gerne vil ændre sin livsstil, bliver sundere og slankere.
Sundhedsrejse for åben skærm
Sammen med fire andre kokke kan vi følge ham i rejsen for et sundere liv både fysisk og mentalt.
- Jeg har helt fra mine teenageår været for stor og bølget lidt op og ned i vægt. Det har været sådan en opadstigende kurve. Og det har jeg længe haft et stort ønske om at gøre noget ved, fortæller Jacob Dahl Andersen om sin motivation for at kaste sig selv ud på landsdækkende tv.
Men at tabe sig er ikke altid det nemmeste, og det har Jacob også erfaret gennem livet, når han har forsøgt at smide nogle af de kilo, som har sat sig gennem et langt liv som kok.
Kampen mellem livsnyder og sund
Og det er netop dilemmaet mellem at være livsnyder med stort L og elske smør, både under nutellaen og på panden omkring de fisk, han udvikler opskrifter til på daglig basis, som gør missionen svær for den skagensbaserede kok.
- God mad og livskvalitet er for mig fuldstændig ubrydeligt, men jeg kan jo godt se, at sundheden godt kan ryge lidt af en fiskeret, hvis fisken svømmer i alt for meget smør på dens sidste svømmetur på panden, siger han og overvejer at spare lidt mere på smørret, når han udvikler opskrifter til måltidskasserne hos Skagenfood.
Familiens opbakning er vigtig
I tirsdags blev det første afsnit sendt på TV2 Fri og TV2 Play, men Jacobs tv-rejse begyndte allerede i september, hvor optagelserne gik i gang.
- Da jeg fik fortalt familien om tilbuddet og de bakkede fuldt op om det, havde jeg ikke så mange forbehold i forhold til det, siger kokken, som har taget hele forløbet som en stor oplevelse og en chance for at få en masse opbakning og støtte på sin vej til at leve et sundere liv.
Bootcamp sparkede det igang
Men den første sten på Jacob Dahl Andersens sundhedsrejse blev allerede lagt et års tid før tilbuddet om at deltage i tv-programmet, da Jacob i en juleferie meldte sig til et kort bootcamp-forløb hos performance-ekspert og personlig træner Jakob Strøm, som har Skagen Performance Institute.
- Jakob Strøms træning og støtte har betydet alverden for overhovedet at nå dertil, hvor jeg blev rigtig motiveret for at gøre noget, fortæller Jacob Dahl Andersen, som stadig er i fuld gang med sin sundhedsrejse.
-Jeg har fået lavet nogle gode motionsvaner nu. Udover træningen hos Jakob Strøm, svømmer jeg, og jeg er netop begyndt at løbe også. Og løb faktisk i går fem kilometer. Det har jeg ikke gjort siden efterårsferieløbet på min folkeskole i 1987, fortæller Jacob Dahl Andersen, som også gennem programmet har fået mere fokus på maden og kalorierne.
Og det har virkelig også har rykket på vægten og velværet for skagenkokken, som har været glad for den rækkefølge hans rejse har haft.
- For mig har det vigtigste været først at komme i god form og blive stærkere, og så har det med kosten og at tabe sig kunne komme med senere. Det har været en god og motiverende rækkefølge for mig først at mærke fordelene ved først og fremmest at være i god form, siger Jacob Dahl Andersen.
Optagelserne til programmet kører endnu, de sidste afsnit optages i slutningen af januar, men Jacob Dahl Andersen har tænkt sig at fortsætte livsstilen.
Programmet vises hver tirsdag på Tv2 Fri og TV2 Play.