Østifterne støtter Verdensballetten i Skagen
Bestyrelsesmedlem og delegeret ved Østifterne skagens-lægen Carl Brandt, som også er manden bag Netdoktor, har mange begrundelser for, at foreningen i år har valgt at støtte Verdensballetten med 40.000 kroner.
- Det handler for os i høj grad om at støtte ildsjæle - det er vores omdrejningspunkt. For når man støtter en ildsjæl giver to plus to pludselig fem og bliver til gavn for rigtig mange mennesker, siger Carl Brandt fra Østifterne og forklarer, at netop Verdensballetten er et godt eksempel på noget som er båret af en ildsjæl, nemlig af ballettens leder Jens-Christian Wandt.
- For Østifterne er fokus at støtte sociale og forebyggende indsatser, som er med til at underbygge det gode liv for os alle, herunder kultur, som er en del af det gode liv. Det er meget inspirerende, at vi i Skagen, som ligger så langt væk, får sådan nogle verdensstjerner helt ud til os. Det tror jeg har en voldsom betydning, siger Carl Brandt om Verdensballetten.
Kærkommen støtte til balletten
Og for lederen af verdensballetten, Jens-Christian Wandt, betyder det meget at blive støttet med 40.000 kroner.
- Det betyder først og fremmest, at jeg har kunnet sove bedre de sidste par uger her op til forestillingen, siger Jens-Christian Wandt og understreger, at det har stor betydning med sådan en støtte som den fra Østifterne.
- Det er fantastisk for os. Balletten i Skagen, som vi også betragter som vores hovedforestilling, er vores dyreste forestilling. Den bliver jo opført ved Den Tilsandede Kirke, hvor der er én enkelt stikkontakt på 220 wolt, så vi skal have kørt to af de største generatorer til Skagen, og vi skal have bygget en scene op, have overnatninger og så videre. Det er en dyr omgang, fortæller lederen af balletten, hvis økonomi, efter at Frederikshavn Kommune sidste år valgte at sløjfe den kommunale støtte, udelukkende er stykket sammen af entréindtægter, støtte fra fonde og private sponsorer.
Opfordrer til at søge støtte
Egentlig var Jens-Christian Wandt slet ikke bevidst om muligheden for at søge støtte hos Østifterne og blev opfordret til det.
Og den opfordring vil Carl Brandt fra Østifterne gerne sende videre til andre ildsjæle i Skagen, og Nordjylland i det hele taget.
- Vi støtter meget bredt, og søger gode projekter at støtte. Det må meget gerne være projekter og aktiviteter med et vist frivillighedsaspekt, fortæller Carl Brandt fra Østifterne, som blandt andet, udover støtten til Verdensballetten, har støttet Skagen Bio, Vinterbadeklubben Isbryderne og givet støtte til en legeplads ved krisecentret i Frederikshavn.