Billede beskrivelse

Særlig HF-struktur giver unge med behov en ny mulighed

12. januar 2026 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: Efter sommerferien begyndte de første elever på HF Struktur – en særlig tilrettelagt HF-uddannelse på Frederikshavn Gymnasium. Tilbuddet er målrettet unge med behov for ekstra støtte, og allerede nu viser initiativet sig som en succes. 

På mandag inviterer gymnasiet til åbent hus for interesserede fra både lokalområdet og resten af landet.

HF Struktur er et 3-årigt forløb designet til unge, som har brug for mere ro, faste rammer og pædagogisk støtte i hverdagen. Uddannelsen foregår i trygge omgivelser med særligt tilpassede fysiske rammer og dedikerede lærere, og er et alternativ til den ordinære 2-årige HF.

Holdet startede med 20 elever, og i dag er 18 stadig en del af klassen. Ifølge uddannelsesleder Hanne Glumsøe Bach er der stor tilfredshed blandt eleverne:

- Jeg er enormt glad for, at vores nye HF Struktur er kommet godt fra land. Efterspørgslen har været stor, så der er ingen tvivl om, at vi har ramt et tilbud, som vi har manglet. 

- Min fornemmelse er, at mange af eleverne har fundet sig godt til rette og er glade for, at der er kommet et særligt tilrettelagt tilbud, som giver dem mulighed for at tage en ungdomsuddannelse på trods af udfordringer og særlige behov.

Lærerteamet bag HF Struktur har gennemgået efteruddannelse for at kunne imødekomme elevernes behov bedst muligt. 

Derudover er de fysiske rammer på gymnasiet blevet tilpasset med eget klasselokale, særlige arbejdspladser, fællesrum og samtalerum. Samtidig deltager eleverne i skolens fællesarrangementer som idrætsdage, morgensamlinger og sociale aktiviteter.

En af eleverne, Rebecca Paja Juul Pedersen, beskriver sin oplevelse således:

- I starten var jeg nok lidt skeptisk, men hvor er det fedt med en uddannelse, der foregår i vores tempo, og hvor der bliver taget hensyn til vores særlige udfordringer. 

- Kortere skoledag, ingen lokaleskift – som tidligere har presset mig en del – faste rammer, lektiemodul med ekstra hjælp osv. er bare lige mig. Jeg synes også, vi i klassen har respekt for hinanden, og vi har et godt sammenhold. Jeg er tryg og meget glad for at gå i klassen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste