Frederikshavn-elever vinder national cybersikkerhedskonkurrence
FREDERIKSHAVN: Elever fra EUD Business på Frederikshavn Handelsskole har netop vundet førstepladsen i den landsdækkende konkurrence Cybermissionen. Sejren kom i hus med en kreativ podcast om cybersikkerhed, udviklet som en del af undervisningen i Erhvervsinformatik.
Cybersikkerhed, databeskyttelse og digitale trusler fylder i stigende grad - både i erhvervslivet og i samfundet. Derfor er it-sikkerhed en vigtig del af undervisningen på EUD og EUX Business på Frederikshavn Handelsskole.
I den forbindelse deltog 2V-klassen i Cybermissionen, hvor opgaven gik ud på at identificere de vigtigste digitale aktiver - de såkaldte “kronjuveler” - i den fiktive virksomhed MedTechNext, samt analysere mulige trusler og sårbarheder.
Elevernes løsning blev præsenteret i en podcast, hvor deltagerne - via rollespil - indtog roller som cybersikkerhedsekspert, hacker, direktør og vært. Dommerne blev især imponerede over den faglige indsigt kombineret med kreativ formidling og en praksisnær tilgang.
Vindergruppen bestod af Albert Pape, Jonas Hald Wolff, Mads Hald Wolff og Oliver Bové Guldhammer Jensen.
- Det var en anderledes og sjov måde at lære om cybersikkerhed på. Podcasten og rollespillet gjorde det hele mere spændende, og der blev både lært om sikkerhed og medieproduktion, fortæller Albert Pape.
Undervisningen blev tilrettelagt af Mathias Bitsch Thomsen, som valgte podcastformatet som ramme for opgaven.
- Handelsskolens digitale lab har - med støtte fra Nordea-fonden - professionelt udstyr til blandt andet podcast og video. Det giver god mening at bruge i Erhvervsinformatik, hvor eleverne skal kunne forstå og formidle digitale emner. Det er derfor glædeligt, at dommerne har taget så godt imod deres arbejde, siger han.
Som vindere får klassen en præmiedag, hvor de enten kan deltage i en teknisk workshop med professionelle cybersikkerhedsværktøjer eller få besøg af en ekspert fra branchen.