Fra Amalienborg til Oceanariet: Torben fik en genial idé og giver nu stafetten videre
VANGEN/LYNGSAA: Efter mere end 40 år med teknisk belysning hos Lyngsaa A/S giver grundlægger, Torben Laustsen, nu direktør-stafetten videre til Rune Lundsted Jensen fra Hjørring.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Lyngsaa A/S er specialiseret i tekniske belysningsløsninger til industrielle og maritime miljøer - et felt, som bestemt ikke er fremmed for den nye direktør.
Rune Lundsted Jensen er uddannet civilingeniør i arkitektur og design og har arbejdet dedikeret med belysning siden 2012. Senest har han siddet som partner i det danske lampebrand Nuura og tidligere hos elektronikproducenten Cre8tek i Hjørring.
- Jeg føler en stor ydmyghed og taknemmelighed over den tillid, Torben viser mig ved at give stafetten videre. For mig er Lyngsaa en unik mulighed for at kombinere min erfaring fra belysningsbranchen med både det tekniske, det ledelsesmæssige og det strategiske, fortæller Rune.
Grundlagt på en god idé
Som navnet tydeligt antyder, startede det hele i Lyngsaa tilbage i 1983, da Torben Laustsen som 29-årig opfandt en løsning med fiberlys, der hjalp hans svigerfar til bedre at se gennem det mørke glas i svejseskærmen, når han arbejdede.
Løsningen var så effektiv, at den førte til en stor ordre hos svejsegiganten Migatronic, hvilket skabte fundamentet for Lyngsaa-virksomheden, der sidenhen også leverede fiberlys til kølemontrer - f.eks. Coca-Cola køleskabe.
Sidenhen har virksomheden leveret belysning til store institutioner som Rosenborg Slot, Roskilde Domkirke, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet og mange flere.
I dag opererer de fra Vangen syd for Frederikshavn og udvikler og leverer belysning til forskellige sektorer, hvor driftssikkerhed er altafgørende. Heriblandt belysning til færger og militære fartøjer, evakueringsbelysning til vej- og jernbanetunneller, metro- og busstoppesteder, men også skræddersyede løsninger til f.eks. lysinstallationer med rindende vand.
Listen er lang og imponerende.
Et generationsskifte
At rollen som direktør nu gives videre, har været en velovervejet beslutning fra 72-årige Torben Laustsen, som fortsætter i virksomheden på nedsat tid.
- Det har været vigtigt for mig at finde en afløser, der kan drive forretningen videre med ny energi og kommercielt fokus, mens jeg selv kan få lov til at fokusere 100% på produktudviklingen. Jeg ser frem til at støtte Rune i rollen som teknisk sparringspartner.
Rune Lundsted Jensen indtræder som ejer og direktør med fokus på daglig ledelse, salg og marketing.
- Jeg ser et enormt potentiale i den lokale produktion. Ved at kombinere vores egne dygtige medarbejdere og det stærke leverandørnetværk, vi har her i Nordjylland, med min erfaring og mit netværk i Østen, kan vi skabe en helt særlig slagkraft, fortæller han.