Jørgen har samlet på frimærker hele livet, og det bliver han ved med

HJALLERUP: Vi sender ikke breve mere, og der udgives slet ikke frimærker mere i Danmark, men det ødelægger ikke humøret hos frimærkesamlerne.

Mange af dem var lørdag samlet på Hjallerup Skole til en byttedag arrangeret af Østvendsyssel Frimærke & Møntklub. Omkring et halvt hundrede samlere mødte op med frimærker, mønter og postkort for at bytte, sælge og måske købe.

Formanden for den arrangerende klub, Jørgen Ø. Andersen, er selv inkarneret frimærkesamler, men han havde nok at se til med at organisere stævnet og havde derfor ikke selv frimærker med.

- Det startede allerede, da jeg gik i skole. De fleste af drengene samlede dengang frimærker, og det gjorde jeg også, fortalte han.

- Sådan er det ikke mere. De unge ved jo knap nok, hvad et frimærke er, og de sender hellere en sms. Jeg har altid elsket frimærker og fik da også et chok, da Trafikministeren besluttede, at nu skulle vi stoppe med at trykke frimærker. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske, men nu betyder det ikke så meget for mig, for jeg samler på udenlandske frimærker. Jeg har i mange år samlet mærker fra Tasmanien. Det er ikke, fordi jeg har så stor en samling, for der er ikke udgivet så mange. De første tasmanske frimærker kom i 1850 og stoppede 1913, da Tasmanien blev til Australien. Der er vist udgivet 205 frimærker, og der kommer ikke flere, fortalte Jørgen Ø. Andersen, mens flere og flere dukkede op for enten at bytte eller købe.

Tidskrævende hobby

- Jeg bruger en del tid på frimærkerne. Man opdager jo hele tiden noget nyt. Det kan være noget med stemplet eller andet. Der var jo guldgravere i Tasmanien, og blev der fundet guld, rygtedes det, og flere kom til. Så blev der måske oprettet et posthus, og hvert posthus fik et nummer. Blev der ikke fundet guld det pågældende sted, lukkede posthuset. Frimærker fra et sådant sted, der kun har fungeret i kort tid, er meget sjældne, og det kunne være sjovt at finde et af dem. Jeg tror dog ikke, at jeg nogensinde finder et af disse sjældne frimærker, men det er spændende. Det er slet ikke, fordi det behøver at være mange penge værd. Det er sjældenheden, det kommer an på, fortalte han.

- Vi kender jo hinanden og lægger stor vægt på det sociale. Det gør vi også i frimærkeklubben i Dronninglund, hvor vi mødes hver 14. dag i Fredensgade Centret. Vi er 55 medlemmer. Det ved jeg, for jeg har lige sendt brev ud til alle vores medlemmer. Vi sender stadigvæk breve, men nu er det jo DAO, der står for det, og det er uden frimærker. Jeg har lige lavet en markedsundersøgelse og fundet ud af, at af de 55 medlemmer er der 10, der ikke har fået et brev. Det er lidt træls, for det koster trods alt 23 kroner pr. brev, fortalte Jørgen Ø. Andersen, inden han lige måtte hilse på endnu en frimærkesamler, der netop var mødt op.

En hobby for livet

Med på messen var også Niels Erik Pallisgaard fra Aalborg.

- Jeg er her for at bytte og sælge, fortalte han, der havde medbragt et større antal fyldte mapper. Han har samlet på frimærker i 71 år.

- Jeg startede som 6-årig og har bevaret interessen gennem hele livet. Min far var snu, da han sagde til mig, at jeg skulle finde en fritidsinteresse, jeg kunne arbejde med, også når jeg blev gammel. Min far og mor havde en kolonihave, og det underlige var, at jeg som lille fandt et frimærke fra Sydafrika i kolonihaven.

Det lå ved indgangen, og da jeg fik det i hånden, kom jeg straks til at tænke på, at det kunne være sjovt at samle på frimærker. Det har jeg gjort lige siden, og jeg har stadig mit første frimærke fra kolonihaven.

Dyre frimærker

Frimærker kan være kostbare. Verdens dyreste er således for et par år siden blevet solgt for 42 mio. dollars.

- Det er helt vanvittigt. Mit dyreste er fra Island og koster vel omkring 8.000 kroner i dag. Prisen betyder intet for mig, fastslog han, der koncentrerer sig om frimærker fra Israel og mærker med fly.

- Jeg bruger en del tid på frimærkerne. Min kone har. samme interesse, og vi er så nørdede med det, at vi er nødt til at aftale, hvor mange timer vi må bruge om dagen. Vi er enige om, at vi kun arbejder med frimærker om formiddagen. Resten af dagen må vi ikke røre dem. Det er vi nødt til, for ellers kan vi sidde der hele døgnet, fortalte Niels Erik Pallisgaard på byttemessen på Hjallerup Skole.