Afholdt præst takker af efter 18 år i Dronninglund

DRONNINGLUND: - Jeg har været utrolig glad for at være her. Der har været stor velvilje både over for mig, min familie og over for kirken. Jeg er taknemmelig for at have været en del af det i så mange år, lyder det fra sognepræst Rune Thomassen, der efter 18 år i embedet flytter fra Dronninglund til Hasseris Kirke.

- Dronninglund er mit første embede, så det er en stor ting for mig. Efter at have tænkt over det længe, for man beslutter jo ikke bare at forlade et job, man er glad for, men efter grundige overvejelser besluttede jeg, at tidspunktet var inde nu, fortæller den snart forhenværende sognepræst, der er opvokset i en familie, der gik i kirke hver søndag.

- Det har aldrig været fremmed for mig at være præst. Det var nu ikke det, jeg drømte om at blive. Jeg ville handelsvejen og læste til korrespondent i engelsk og tysk og var i tre år ansat i salgsafdelingen på et konferencecenter. Jeg fandt imidlertid på et tidspunkt ud af, at jeg nok ikke skulle arbejde med salg resten af mit liv. Jeg har altid interesseret mig for teologi og begyndte så at studere. Jeg havde nok forestillet mig en fremtid ved kirkelige organisationer, men da jeg var på pastoralseminarium, fandt jeg ud af, at det her med at være direkte i kontakt med folk og møde mennesker, hvor der sker noget vigtigt i deres liv, var utrolig meningsfyldt.

Den unge teologistuderende fortsatte studierne og endte med at blive præst i Dronninglund.

- Jeg husker, at jeg interesserede mig meget for begravelser, for det er så vigtigt, hvordan vi får sagt farvel. Den første uge i Dronninglund havde jeg tre begravelser og brugte mange timer på at forberede mig. Jeg sad til langt ud på natten for at finde ud af, hvad jeg skulle sige og finde de rigtige ord. Her er det vigtigt at lytte til det, de pårørende fortæller. Det bliver tit meget intenst, især når noget sker uventet.

Kirke i forandring

- Kirken har forandret sig en del i de 18 år, jeg har været her. Vi har fået en fuldtids kirke/kulturmedarbejder, fuldtids kordegn og en opgradering af kirkesangerstillingen. Hertil kommer en række faciliteter, der er blevet bygget. Meget af kirkens arbejde på hverdage lå tidligere i kirkelige foreninger. De er ikke så store mere, så derfor laver kirken som institution mange forskellige aktiviteter gennem ugen for børn og andre. Tiden forandrer sig, og det gør kirken også. Kirken er i dag mere opsøgende, og det er godt, men det er med til at øge arbejdsbyrden. Vi skal jo på samme måde som andre dokumentere en del og bruge tid på mail og pc. Der er nogle ting, vi kan planlægge, men der er også mange ting, vi ikke ved, hvornår sker. Det kan komme lidt i perioder. Der er nok at se til, og det er måske grunden til, at hver tredje præst føler sig stresset. Pressen fortæller også, at der er problemer med arbejdsmiljøet flere steder, men nu har jeg været tillidsrepræsentant for præsterne i mange år, og jeg ved, at langt de fleste steder er der ingen problemer. Her på stedet mødes alle medarbejdere en gang om ugen og snakker om, hvad der skal ske, og er der et problemer, løser vi dem, og sådan gør de langt de fleste steder.

Digitalisering

- Vi er nødt til at være med der, hvor folk er. Jeg synes, vi har fået en rimelig hjemmeside. Desuden er vi på Facebook og Instagram, men I får mig aldrig at se på TikTok. Jeg er som menneske ikke ret meget på de sociale medier. Det er ikke noget, jeg bruger ret meget, men det er der heldigvis andre i huset, der gør og er dygtige til. Det er en stor glæde ved at være ved et relativt stort sted, at vi hver især kan være dygtige til noget, uden at vi alle hele tiden skal vide det hele. Det kræver tid og teknisk indsigt at lave indhold på de sociale medier. Det er vigtigt, at kirken fortsat er tæt på mennesker, men selv om vi er digitale, betyder den menneskelige relation meget og er helt afgørende for, at kirken opleves som imødekommende og relevant.

Arbejdet med unge

- Noget af det, jeg ser tilbage på med glæde, er mit arbejde med unge mennesker. Jeg har prøvet at lave særlige gudstjenester for dem. Det har været spændende og berigende. Jeg har også været med som lejrpræst, og det har jeg nydt. Jeg har i det hele taget været glad for at være her. Der har gennem årene været en meget trofast menighed. Det gælder både søndagsgudstjenesterne og alt det andet, der foregår i kirken. Det har jeg sat stor pris på. Mit indtryk er, at troen er noget, der betyder meget for rigtigt mange mennesker, og som folk gør sig mange tanker om. De møder måske ikke op i kirken søndag formiddag, men det er alligevel noget, der betyder noget for dem. Det er blevet sådan i vores kultur, at det ikke er noget, vi snakker så meget om. Det er bestemt ikke noget, der florerer på Facebook.

Nye opgaver

- Jeg skal nu i gang med et nyt job. Jeg er efterhånden blevet 54 år og kunne selvfølgelig have skiftet spor og prøvet noget andet, men det har aldrig været i mine tanker. Jeg elsker at være præst, og det vil jeg fortsætte med. Fremover bliver det i Hasseris, og der skal jeg nu til at lære nye mennesker at kende. Jeg forestiller mig, at jeg skal bruge det næste års til på at komme rundt, drikke kaffe og være med til både det, der foregår i kirken og finde ud af, hvad der ellers foregår i lokalsamfundet. Jeg føler mig godt rustet efter de mange år i Dronninglund. Det har været et godt sted at stå i lære som præst. Der er sket meget i den tid, men der er også meget, der bare er helt menneskeligt eksistentielt, og som nok aldrig forandrer sig. Der kan være nogle forskydninger i, hvad der er mest presserende for mennesker, men når bibelen fortsat kan blive ved med at have interesse og relevans, er det, fordi de grundlæggende problemstillinger, folk har, som angst, frygt og konflikter er evigtgyldige, og her har de, der er gået forud for os, stadig noget at sige. Fremtiden vil altid være bekymrende.

Vemodigt farvel

- Jeg har været glad for at være i Dronninglund, men glæder mig også til at starte i Hasseris. Jeg får lejlighed til at sige farvel ved en afskedsgudstjeneste. Det bliver lidt underligt. Jeg mærkede det allerede juleaften, hvor jeg stod og kiggede ud over de mange kendte ansigter. Det var vemodigt, men jeg følte også en taknemmelighed over, at jeg har fået lov til at lære så mange mennesker at kende, slutter Rune Thomassen, der starter som sognepræst ved Hasseris Kirke 1. februar.