Lokal virksomhed bag stort skovrejsningsprojekt

Vi ved det efterhånden godt alle sammen, for vi har hørt det igen og igen. Klimaet er i krise bl.a. på grund af, at vi udleder alt for meget CO2. Skal kloden reddes, skal der reduceres kraftigt i denne udledning, og det gælder for både privatpersoner og virksomheder. 

Hos Kangamiut Group i Dronninglund er man allerede godt i gang. Her har man oprettet et særligt datterselskab, Kangamiut Green Land, med Anne Vinther Morant i spidsen. Den skal arbejde på at gøre virksomheden mere bæredygtig.

Derfor købte virksomheden for nogle år siden Dronninggård Skov, og senest har man erhvervet ejendommen Lykkensprøve ved Melholt. Her råder man over 76 ha, hvoraf det meste skal beplantes med træer.

Gøre noget her og nu

- Der er ingen logisk sammenhæng, for vi er et handelshus og har ikke det helt store CO2 aftryk, fortæller Anne Morant.

- Hvis vi skal have indflydelse på CO2-udledning, skal vi have fat i vores leverandører og kunder, og det tager lang tid. At plante træer er noget, vi kan gøre her og nu. Det er uden for vores kerneforretning, men det er noget, vi selv har kontrol over. 

- Vi vil også gerne give noget tilbage til lokalområdet. Vi kunne have valgt at gøre det i Ghana, så havde jorden været billigere og tilvæksten fire gange højere og dermed fire gange mere CO2 optag. Til gengæld kunne vi ikke på samme måde følge med i, hvad der foregik, og desuden er det jo her, vi hører til. Vi ønsker at gøre det så tæt på hovedkontoret i Dronninglund som muligt, siger Anne og fortsætter:

- Det er måske ikke noget, der betyder så meget på det globale plan, men det er et godt eksempel, der kan være til inspiration for andre. I forhold til vores firmas størrelse er det her dog en forholdsvis stor indsats. Selvfølgelig er det i forhold til det globale ikke stort, men hvis nu alle går ud og laver sådan noget på den ene eller anden måde, så begynder det at batte, påpeger hun, der også oplyser, at firmaet har kigget på mange ejendomme, inden man købte Lykkensprøve. Alle steder blev man mødt med kravet om bopælspligt.

- Det håber vi at få dispensation for her på stedet. Der står ganske vist et faldefærdigt hus, der har stået tomt i over 30 år. Det kan ikke bruges til noget, og vi ønsker heller ikke at rive noget ned, der egentligt kunne komme til at fungere. Det er der ingen mulighed for med denne ejendom, siger hun.

Selv om Anne Morant er uddannet biolog, kræver det en særlig viden at skabe en helt ny skov. Derfor har man allieret sig med foreningen Skovdyrkerne og skovfogederne Hans Christian Graversgaard og Emil Gram Jensen fra foreningen.

Et område med strandsand

- Jorden er klassificeret som strandsand, og jeg mener, det er flyvesand, fortæller Hans Christian Graversgaard.

- Det er fladt, og jeg plejer at kalde den slags jord for Læsø-jord. Det er kendt for at være tørt om sommeren og vådt om vinteren. Når landmanden har kunnet få sit udkomme her, er det, fordi han har været enorm dygtig til at afdræne jorden og sikre vandets afledning. Det har han gjort ved hjælp af plastikrør. Der var 42 brønde på ejendommen, hvor de samlede vandet og ledte det ud. Drænrør dur ikke til skovbrug, for rødderne trænger ind i rørene og lukker dem. Derfor har vi gravet dem op og i stedet lavet åbne grøfter, siger han.

- Vi har faktisk fjernet alle rørene, for vi vil ikke plante en skov oven på en masse plastik. Det ville være helt i modsætning til projektet, forklarer Anne.

Der er godt 60 ha, der skal beplantes i det store projekt, der er inddelt i tre faser. I den første fase har man allerede plantet de 80.000 træer, der er plads til her.

- Vi kunne have plantet skovfyr, pil og måske hassel, og så ville vi få en skov, som ville være temmelig klimarobust og i stand til at klare tørke og våde vintre. Kangamiuts målsætning er at hjælpe klimaet ved at samle kulstof op. Det gør man ved at have en høj produktion med mange kubikmeter pr. hektar pr. år. Dernæst skal det træ, vi producerer, være så godt, at det ikke bliver brændt af, men brugt til møbler og konstruktionstræ i byggeriet. Derfor har vi valgt andre og mere velegnede træer. Vi planter således ikke så mange ege, for i forhold til nogle af nåletræsarterne lagrer de kun omkring en femtedel af kulstoffet pr. hektar pr. år, siger Graversgaard.

Skovbrug, ikke havebrug

- Naturen er ødsel, så den vil finde det naturligt, at der var 100.000 småplanter pr. hektar. De dækker jorden ret hurtigt. Vi planter kun 4.400, så vi skal renholde området de første år. Det har vi gjort en gang i år, og det fortsætter vi med næste år. Derefter skal de begynde at klare sig selv. Det er ikke havebrug, men skovbrug, fortæller skovfogeden.

De mange nyplantede træer fik en hård start med den lange tørkeperiode i forsommeren.

- Tørken var slem i juni, men det er gået markant bedre, og skaderne er langt mindre, end vi havde frygtet, fortæller Anne.

Adgang for alle

- Vi planter træer, men der kommer også tre søer på hver 5.300 kvm, for også at give plads til vandlevende dyr. Vi skaber en spændende skov med levesteder for dyr og planter, men kulstofopsamling er det primære formål. Vi tager et stykke jord ud af landbrugsproduktionen og omdanner det til noget, der kommer så tæt på natur som muligt. Skoven bliver offentlig og et sted, hvor alle må komme. Der er ganske vist sat hegn op i øjeblikket, og det skal der være de første tre til fem år for at beskytte planterne mod rådyrene. Derefter skal hegnet pilles ned. så man kan gå ture og ride i et rekreativt område, fortæller Anne.

- Nu har vi skabt fundamentet for en skov, men hvis vi også skal lave en skov med træ, der er godt nok til at folk vil bruge det i en Wegnerstol, så skal vi ikke bare lade stå til. Hvis vi bliver på sofaen, bliver det også skov, der kan rumme forskellige herlighedsmæssige værdier, men gavntræsfrekvensen til den evige opbevaring er til gengæld lille og flisandelen stor, oplyser Graversgaard.

- Det er ikke godt, påpeger Anne ind.

- Flis bliver brændt af, og så ryger CO2 ud i atmosfæren igen, og så er vi lige vidt. Vi vil skabe en skov med træ, som kan lagres i møbler og byggerier, så vi får forlænget lagringen af CO2. På den måde bidrager vi til mere bæredygtighed og skaber et stykke natur til glæde for både dyr, planter og mennesker, slutter Anne Vinther Morant.