We Feat bliver en kæde: Frederik og Benjamin har store planer

Det populære Aalborg-koncept åbner butik nummer to i Aarhus. Næste gang bliver det i København

19. juni 2018 kl. 08.37
Opdateret 20. juni 2018 kl. 16.16

AALBORG: Den sunde foodbar åbnede på Boulevarden i 2016, og aalborgenserne har taget imod konceptet med åbne arme. Derfor satser makkerparret stort og udvider We Feat-konceptet til en kæde. Første pind i landkortet er sat ved Aarhus, hvor butik nummer to åbner om en måneds tid.

Billede beskrivelse

Ligger lige til højrebenet

De sorte havemøbler er stillet frem foran madstedet på Boulevarden, og de sender et signal om, at man her kan sidde og nyde noget lækkert. Når man træder indenfor, bliver det hurtigt bekræftet. Ved bordene sidder gæster og nyder mad, juice og kaffe, og duften af netop de ting hænger i luften. Bag disken står en smilende servitrice og sætter kaffe over i en maskine, der kan henlede tankerne til et lettere komplekst fremtidselement. Bagest i lokalet sidder de to unge iværksættere Frederik Leicht Løwe og Benjamin Hvid, som sammen har stiftet We Feat.

Ideen til den sunde foodbar opstod i New York, hvor Frederik Leicht Løwe havde arbejde i en periode.

- Derovre er der virkelig mange bud på sund fastfood. Der ligger nærmest et sted på hvert gadehjørne, og da jeg så var hjemme i Aalborg på et tidspunkt og ville have sund take away, kunne jeg ikke rigtig finde noget, fortæller han og fortsætter:

- Derfor synes jeg egentlig, at den lå lige til højrebenet, og så begyndte jeg at skrive mine tanker og ideer ned i en notesbog.

Frederik Leicht Løwe har arbejdet i servicefaget, siden han var 15 år, og han har altid drømt om at blive selvstændig. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling for ham.

Billede beskrivelse

På med arbejdstøjet

Han arbejdede videre med ideen og kontaktede Benjamin Hvid. De to lærte hinanden at kende som kolleger i et tidligere job, og her opdagede de hurtigt, at de var et godt match.

- Vi kender hinanden, vi har samme holdning til mange ting, og så har vi samme arbejdsmoral. Det er bare fedest at være et team, fordi man ikke kan klare det hele selv. Det er også rigtig rart at have en, som man kan spare med, siger Frederik Leicht Løwe.

- Da Frederik ringede til mig, sagde han godt nok, at jeg bare lige kunne sove på ideen, men jeg ringede faktisk tilbage med det samme og sagde "det gør vi", fortæller Benjamin Hvid.

Billede beskrivelse

Han sad i Singapore på det tidspunkt, men da makkerparret igen mødtes i Danmark, gik det stærkt. Allerede fem måneder efter de første tanker blev skrevet ned, begyndte arbejdet med istandsættelsen af lokalet på Boulevarden. Det skulle ændres fra at være en tøjbutik til at være en sammenhængende og hyggelig foodbar.

De to iværksættere trak selv i arbejdstøjet, og i dag er det svært at forestille sig, hvordan der tidligere har set ud. Den rustikke stil er gennemført. Der er højt til loftet, og det store vinduesparti lukker tilpas meget lys ind til, at hyggen stadig er bevaret. Møbler og vægbeklædning virker til at være omhyggeligt udvalgt, og det er langt fra det eneste, stifterne af We Feat går op i:

- Personalet er også super vigtigt for os. Vi vælger dem ud fra deres personlighed og ikke ud fra, hvad de tidligere har lavet. Vi kan lære alle at lave en juice eller en kop kaffe, men vi kan ikke lære dem at være super fede mennesker og have people skills, siger Frederik Leicht Løwe.

Billede beskrivelse

Stiler højt

Udover at servere frisklavet, økologisk og sund mad, så bygger konceptet netop på oplevelsen, stemningen, atmosfæren og personalet, og det er det, We Feat skal skille sig ud på. Det gælder ikke mindst, når butik nummer to åbner i Aarhus.

- Aalborg har taget sindssygt godt imod konceptet, og vi kører fuldstændig samme stil i Aarhus. Vi ved, hvad vi laver, og hvad vi vil. Vores hovedprodukt er vores "Bowls", som er måltider, hvor grøntsager, kød og tilbehør mikses sammen i en skål. De er mega populære. Igennem tiden har vi så udvidet med frisk juice og kaffe, fortæller Frederik Leicht Løwe.

Det aalborgensiske makkerpar er ikke nervøse for at erobre nye byer.

- Hvis man ikke gør noget, eller hvis man ikke satser, så sker der jo ikke noget. Så kan man altid sidde med tanken "hvad nu hvis", og det gider vi ikke, fortæller Benjamin Hvid.

Billede beskrivelse

Det understøtter fremtidsdrømmene da også, for de to har allerede København i kikkerten som næste location for We Feat.

- Vores fremtidsplaner skal være realistiske, men vi stiler højt. Vi vil rigtig gerne åbne uden for landets grænser på et tidspunkt, men det bliver nok Norden, vi satser på i første omgang, og så må vi tage den hen ad vejen, siger Frederik Leicht Løwe og fortsætter:

- Vi har lavet det her, fordi vi godt selv kan lide at leve sundt, og fordi vi gerne vil gøre en forskel for miljøet og for andre mennesker. Vi ved jo, at man får en bedre hverdag med mere energi og bedre humør, når man får god og sund mad.

Alle retterne på menukortet er udviklet i samarbejde med en ernæringsekspert, og de forskellige størrelser af bowls gør, at man kan blive mæt og få de ting, som man har behov for til alle måltider.

- Det er sundt uden at være fanatisk, siger Frederik Leicht Løwe.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste