Vintagemarked klar til åbning: Se de mange skatte her
Opkøbere fra det meste af verden er klar til at lede efter skatte på marked i Agri Nord Hallen i weekenden
AALBORG: Det er indkaldt til den helt store skattejagt i Agri Nord Hallen i weekenden.
Fredag eftermiddag åbner for første gang Vintage Deluxe Marked med vintagemøbler, nips og tøj i luksusklassen. Det er Aalborg-parret Katerina Freng og Mikkel Aagaard, der står bag markedet - de er også indehavere af Le Renard på Budolfi Plads og webshoppen frengbrocante.com.
45 udstillere har siden tidligt fredag morgen knoklet for at stille deres stande op, og arrangørerne forventer, at tusinder lægger vejen forbi.
- Vi har hele paletten, og det hele er i topkvalitet. Det er nogle virkelig flotte stande, vores udstillere kommer med, og de er samtidig gode til at hjælpe kunderne med ideer til, hvordan man kan indrette med varerne, siger Katerina Freng.
Hun tilføjer, at der vil være varer til både den studerende og den ihærdige samler inden for et prisspænd, der går fra 100 til 100.000 kroner.
En del gæster vil dog komme med et mere professionelt sigte. Der har på forhånd meldt sig opkøbere fra bl.a. Japan, Portugal, Tyskland, Norge og Sverige.
Vintage Deluxe Marked holder åbent til kl. 20 fredag. Lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-15.